Journalister med indsigt i den kommunale økonomi vil sent glemme pressemødet, som blev afholdt efter kommunerne i september havde indgået en økonomiaftale med den nye socialdemokratiske regering.

Det skyldes et absurd teater, hvor landets nye socialdemokratiske finansminister - og tidligere borgmester i Aarhus - Nicolai Wammen (S) stod og lovede vælgerne bedre velfærd i kommunerne, mens den nuværende Aarhus-borgmester og KL-formand, Jacob Bundsgaard, åbenlyst signalerede desperation og håbet om, at der ville træde en voksen ind i lokalet, som kunne forklare den realistiske effekt af aftalen.

Baggrunden var en dyb uenighed mellem de to topsocialdemokrater om, hvor langt de ekstra 1,7 milliarder kroner til kommunerne rakte. Mens finansministeren mente, at det rakte til mere velfærd, så mente Jakob Bundsgaard, at det i bedste fald kunne sikre uændret velfærd.

Regnskaber viser, at KL-formand regner bedre end finansministeren

De nye regnskaber fra kommunerne for 2019 viser, at det med al sandsynlighed er KL-formanden, som havde fat i den lange ende af kuglerammen. Udviklingen i 2019 - som formentlig gentager sig i 2020 - viser nemlig, at de cirka 6-700 millioner kroner, som kommunerne fik ud over det såkaldte demografiske træk, i bedste fald kan dække stærkt stigende udgifter til det specialiserede socialområde - og selv det vil kræve effektiviseringer og hårdere prioritering på området.

Og oveni udgifterne til det specialiserede socialområde kommer udgifterne til sundhedsområdet, som i stor stil gemmer sig i udgifterne til ældreområdet. Også her kræver det lukning af små og ineffektive plejecentre at skaffe pengene til de områder, hvor der er udgiftspres.

De nye regnskaber må få regeringen til at revidere sin kommunikation om velfærden og bringe løfterne til vælgerne i overenstemmelse med de faktiske økonomiske forhold.

Det er ødelæggende for vælgernes tillid til politikerne, at regeringen bilder vælgerne ind, at de kan få bedre velfærd på de store velfærdsområder, uden at det kræver effektiviseringer og benhårde prioriteringer i kommunerne.

Hvis regeringen fortsætter med kynisk at give vælgerne en falsk melodi om øget velfærd uden effektiviseringer og prioriteringer, så ender det med, at landets kommunalpolitikere stopper med at være de ansvarlige.

Kommunalpolitisk oprør truer

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) drev så sent som i januar kommunalpolitikernes tålmodighed ud til det yderste, da hun åbenlyst hånede dem på årets kommunalpolitiske topmøde.

Bare måneder efter kommunalpolitikerne havde taget tæskene fra vælgerne for at få budgetterne til at hænge sammen, så rettede ministeren kritik mod kommunerne for at fokusere alt for meget på stordriftsfordele fremfor nærhedsfordele. De skulle hellere bevare små plejehjem med hønsegårde frem for at samle plejecentrene i store enheder.

I lyet af konflikten mellem regeringen og kommunerne om økonomisk realisme kan det skærpe konflikten, at kommunerne i efteråret 2019 fik trådt for hårdt på bremsen for at undgå sanktioner efter budgetlovens bestemmelser, og dermed endte med at bruge 1,1 milliard mindre end budgetteret.

Foreløbig har regeringen klogeligt valgt ikke at kritisere kommunerne for at have sparet lidt for meget. En god forudsigelse er, at en kritik for kun at bruge 99,6 procent af budgettet vil udløse et kommunalt oprør.

Så vil kommunalpolitikerne stoppe med at gennemføre de mange effektiviseringer, som er mulige, men upopulære. Og så bliver det op til regeringen at stoppe det efterfølgende overforbrug i kommunerne.