Forældrekompensation vil ramme kommuner skævt
Politikerne vil lade forældrene få penge tilbage, hvis børnehaven er lukket, og dække kommunernes tab. Dækningen vil blive skævt fordelt, men tab og gevinster er små.
Udgivet: 16/04/2020
Landets kommuner vil blive ramt meget forskelligt, hvis Folketinget ender med at beslutte, at småbørnsforældre skal have pengene tilbage for de uger, daginstitutionerne har lukket. Det viser en analyse, NB-Økonomi har gennemført.
Flere partier har allerede foreslået, at forældrene skal have pengene retur; således ønsker både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti at erstatte forældrene for tiden fra 1. april.
Ifølge DR har Finansministeriet i et notat beregnet, at en familie med et vuggestuebarn og et børnehavebarn vil skulle have 4.232 kroner tilbage, hvis de skal godtgøres for en måneds dagsinstitutionsbetaling – dog mindre for kontanthjælpsmodtagere. Der er tale om et skøn, hvori fripladser og søskenderabat er indregnet. For samtlige kommunale dagtilbud under ét skønnes forældrebetalingen at udgøre 106 millioner kroner per uge.
Ligesom med de øvrige coronarelaterede udgifter vil kommunerne blive refunderet via bloktilskuddet, og det vil indebære, at kommuner med mange børn eller høj forældrebetaling ikke vil få fuld dækning.
Flest penge står landets to største kommuner, København og Aarhus, til at miste, nemlig henholdsvis 18,5 og 13 millioner kroner under forudsætning af refusion for en fuld måned, og derefter kommer Gentofte Kommune, som i forvejen kan forvente at miste et betydeligt beløb på udligningsreformen. Roskilde, Hvidovre, Frederiksberg og Lyngby-Taarbæk er de næste i rækken. Omvendt er der betydelige gevinster til Sønderborg, Hjørring og Jammerbugt kommuner.
Opgør man i stedet tabet pr. indbygger, bliver det Vallensbæk og Allerød, der vil stå med det største tab, nemlig 111 og 96 kroner pr. indbygger, mens Ærø, Læsø og Jammerbugt vil vinde henholdsvis 93, 147 og 164 kroner pr. indbygger.
Som det fremgår af kortet herunder, er det især et bælte af kommuner uden om København, der kommer til at tabe penge, men generelt er der tab i Region Hovedstaden samt i de store østjyske kommuner.
Kompensation, hvis der ikke er pasning
De politiske forhandlinger om refusion til forældrene begynder først i dag, torsdag, men Venstres udgangspunkt er, at forældrebetalingen skal refunderes for hele april, siger partiets undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby:
"For der er rigtig mange familier, hvor forældrene selv har taget sig af deres børn - og også kommer til det resten af måneden, fordi åbningstiderne er reducerede, eller der ikke er kapacitet til at åbne for alle børn."
Derfor skal kompensationen løbe så længe, der ikke er "et reelt og fuldt åbent pasningstilbud," siger hun til DR.
Enhedslistens børne- og undervisningsordfører, Jakob Sølvhøj, vil ifølge DR også kompensere forældre, som ikke kan få deres børn passet. Han ønsker først at give kompensation fra efter påske, men er åben over for andre løsninger, mens SF's gruppeformand, Jacob Mark, siger, at han ønsker at ”sætte målrettet ind” over for forældre, som har mistet deres arbejde under nedlukningen.
Flere kommuner vil kompensere
I et vist omfang løber Folketinget åbne døre ind hos kommunerne, hvis det ender med at vedtage en kompensationsordning, for flere kommuner har allerede vedtaget lettelser. Gladsaxe Kommune har tilbudt forældrene, at de midlertidigt kan udmelde deres børn af daginstitutioner og skolefritidsordninger – med garanti for at få pladsen tilbage, når institutionerne åbner igen. København lod sig tirsdag inspirere af Gladsaxes eksempel og vedtog at refundere institutionsbetalingen til forældre, som fortsætter med at passe deres børn hjemme. På den måde kan man sikre, at der er plads i institutionerne under den gradvise genåbning.
”Det vil være en stor hjælp, hvis flere af dem, der kan, holder deres børn hjemme lidt endnu,” skrev børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S) i en pressemeddelelse tirsdag aften.
Endelig besluttede Aarhus Kommune allerede sidst i marts at gøre maj til betalingsfri måned i stedet for juli; formålet var at lette forældrenes økonomi og måske derved hjælpe den lokale detailhandel lidt.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27
Emner: Civilsamfund, Daginstitution




































