
Øget brug af værnemidler kan beskytte ældre mod coronasmitte fra ansatte, der er raske smittebærere, lyder det fra fagforbundet FOA. (Arkivfoto). - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
FOA: Øget brug af værnemidler skal beskytte ældre mod corona
Hvis coronasmitte i ældreplejen skal begrænses, kræver det ifølge FOA-formand øget brug af værnemidler.
Udgivet: 16/04/2020
Coronasmitte har fundet vej til mange plejehjem.
I 47 kommuner er der ifølge en rundspørge, som Ekstra Bladet har gennemført, konstateret smittetilfælde hos borgere eller ansatte i ældreplejen.
Det får nu fagforbundet FOA, der organiserer mange ansatte på området, til at efterlyse en udvidelse af retningslinjen for, hvornår ansatte skal bruge værnemidler som eksempelvis mundbind og visirer.
– Udfordringen er, at man kan være rask smittebærer i op til 14 dage uden at vide, at man er smittet.
– Derfor mener vi, at ansatte, der udfører personlig pleje, bør bruge værnemidler, når de er på tæt afstand af en borger.
– I dag sker det kun, hvis borgeren har symptomer på smitte, siger sektorformand i FOA Torben Klitmøller Hollmann.
Der er mange situationer, hvor en ansat uforvarende kan komme til at smitte en borger.
– Det kan være, når en ansat står bøjet ind over en borger og udfører det, man kalder et sengebad.
– Eller det kan være, når man giver en person tøj på, siger Torben Klitmøller Hollmann.
Han understreger, at de ansatte er meget bevidste om risikoen for at smitte ældre.
– Mange bruger alle deres vågne timer på at spekulere på, hvordan de undgår at smitte borgere.
– Der er også eksempler på medlemmer, der ikke har sovet sammen med deres mand, siden smitten brød ud.
– Nogle har isoleret sig fra deres børn af frygt for at risikere at smitte de ældre, siger Torben Klitmøller Hollmann.
Fagforbundet har tidligere argumenteret for, at retningslinjen bør ændres – senest på et pressemøde arrangeret af myndighederne for to uger siden.
– Jeg mener, at bolden ligger hos Sundhedsstyrelsen i forhold til at få ændret retningslinjerne. Og så har regionerne også en opgave i at få skaffet de værnemidler, det vil kræve, siger sektorformanden.
Hos Ældre Sagen og Alzheimerforeningen er man ifølge Ekstra Bladet stærkt bekymret for smittetilfælde i ældreplejen.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:27









































