I den særlige situation kan byrådsmøder afholdes som video- og telefonmøder. Men kun hvis byrådet er enig om det, og hvis det gengives elektronisk, så offentligheden kan følge med. (Arkivfoto).

I den særlige situation kan byrådsmøder afholdes som video- og telefonmøder. Men kun hvis byrådet er enig om det, og hvis det gengives elektronisk, så offentligheden kan følge med. (Arkivfoto). - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Coronavirus fritager byrådsmedlemmer for at mødes fysisk

Byråd har mulighed for at afholde møder som telefon- eller videopkald. Men borgerne skal kunne følge med.

Udgivet: 17/03/2020

Del artiklen:

Byrådsmedlemmer i landets 98 kommuner behøver ikke være fysisk samlet for tiden for at holde byrådsmøder.

Det kan ske via video- eller telefonopkald, oplyser Social- og Indenrigsministeriet.

– Vi står i en alvorlig situation, hvor der i kommunerne skal træffes vigtige beslutninger om plejen af vores svækkede ældre, mennesker med handicap, nødpasning af børn og meget mere.

– Kommunalpolitikerne har en vigtig rolle og ansvar. Derfor skal møderne afvikles, men man må gerne holde dem for eksempel elektronisk, hvis man lokalt ønsker dette, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Det forudsætter dog, at byrådet er enig om det, og at mødet transmitteres offentligt.

Det er coronavirusset og risikoen for at sprede smitte, der gør, at et byrådsmøde undtagelsesvist kan afholdes som et video- eller telefonmøde.

Det fremgår af en skrivelse, som ministeriet har sendt til kommunerne.

Byrådsmøder er efter loven offentlige. Så borgerne har som udgangspunkt ret til at overvære møderne.

Så hvis kommunen ikke råder over udstyr, der kan transmittere møderne elektronisk, skal møderne afholdes ude i byrådssalene – med offentlig adgang.

I så fald må man ifølge ministeriets skrivelse og sikre så få deltagere som muligt, sørge for god plads og god udluftning.

Når det gælder møder i fagudvalgene – eksempelvis teknik- og miljøudvalg – er de ikke omfattet af kravet om offentlighed.

Derfor kan de afholdes i lukkede kredse uden transmission til offentligheden.

Grundet risikoen for spredning af coronasmitte har regeringen påbudt, at der ikke samles flere end 100 mennesker på ét sted.

Rådet er også, at man nøje overvejer nødvendigheden af fysiske møder og så vidt muligt afholder dem som video- eller telefonmøder.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]