
Det gamle Holmegaards Glasværk var en helt by i sig selv. Nu genåbner området som Holmegaard Værk. - Foto: Leif Tuxen, Realdania.
Holmegaard vækkes til live som lokalt kultursted
Det gamle Holmegaard Glasværk genopstår i maj 2020 i et partnerskab mellem Museum Sydøstdanmark, Næstved Kommune og foreningen Realdania.
Udgivet: 10/03/2020
Alle sanser sættes i spil, når Holmegaard Værk 2. maj 2020 slår dørene op for både kunsthåndværk, designtradition og industrihistorie.
Med titlen 'For sans og samling' formidles fortidens glashåndværk som inspiration for fremtiden, og ambitionen er at puste nyt liv i kunsthåndværket og genskabe et levende glasværk i de historiske omgivelser.
Udforskning og udfoldelse
På Holmegaard Værk udstilles de store samlinger af mere end 42.000 unikke Holmegaard-glas og 6.000 unikke stykker Kähler-keramik, og der fortælles levende historier fra de oprindelige værksteder og tegnestue.
Der bliver også arbejdende glas- og keramikværksteder, og et team af glasmagere vil arbejde i det nye og ultramoderne glasværksted, hvor de i samarbejde med gæstekunstnere og -designere blæser ideerne til live og fylder glasbyen med aktivitet for hele familien.
Glasbyens hjerte pumper igen
Udstillingerne er bygget op om kernen i det internationalt anerkendte glasværk. Værkstederne og ovnene står, som de blev forladt i 2008, og som hjertet i Holmegaard Værk har de bevaret deres vigtige betydning.
Bygningsarealet på 15.000 m2, et 24.000 m2 stort udendørsareal og Holmegaard Mose danner tilsammen rammerne for Holmegaard værk, som byder gæsterne på oplevelser, uddannelse og erhverv. Genopbygning vil forener det oprindelige og autentiske med det moderne og nyskabende.
"Holmegaard Værk er en del af vores fælles samfundshistorie. Industrianlægget var en by i byen, og bygningerne fortæller en vigtig historie om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det er fantastisk at se, hvordan det nye Holmegaard Værk bærer både historien og kunsthåndværket overbevisende ind i fremtiden,” siger filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk. Realdania har støttet Holmegaard værk med 35 mio. kroner.
Også borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen (S), glæder sig til at se det gamle glasværk vakt til live igen.
”Det bliver fantastisk at se, hvordan det gamle glasværk igen vil blive en by i byen. Holmegaard Værk bliver en stor gevinst for dansk kunsthåndværk, og jeg er sikker på, at om ganske få år, så vil folk sige: Næstved Kommune, det er jo her Holmegaard Værk ligger,” siger Carsten Rasmussen.
Der er mere information om Holmegaard Værk her.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26









































