Finansminister Nicolai Wammen (S) skal have ny pressechef efter Sigga Nolsøe har fratrådt sin stilling.

Finansminister Nicolai Wammen (S) skal have ny pressechef efter Sigga Nolsøe har fratrådt sin stilling. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Finansministeriet uden pressechef midt i udligningsvirak

Nu forhenværende pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsøe insinuerer politisk baggrund for fratrædelse.

Udgivet: 04/03/2020

Del artiklen:

Finansministeriet under Nicolai Wammen (S) er for nuværende uden pressechef, efter Sigga Nolsøe har fratrådt sin stilling.

Det sker midt under de igangværende forhandlinger om en udligningsreform, som ministeren sidder for bordenden for.

– Finansministeriets kommunikationschef, Sigga Nolsøe, er fratrådt sin stilling ved udgangen af februar. Finansministeriet har ikke yderligere kommentarer, skriver ministeriet i en kommentar.

Der er umiddelbart endnu ingen erstatning for pressechefen. På ministeriets hjemmeside søges en ny pressechef med ansøgningsfrist 17. marts.

Efter en del politisk kritik af regeringen for manglende information om – og manglende gennemskuelighed af – dens udligningsreform, fortsætter forhandlingerne i denne uge.

I februar blev forhandlingerne gjort yderligere komplicerede af, at en intern, socialdemokratisk mail om angreb på Venstre ved en fejl blev sendt til Jyllands-Posten.

Oppositionen har tidligere kritiseret regeringen for at ansætte mange pressechefer med en socialdemokratisk baggrund. Det er ifølge kritiken med til at politisere embedsmandsværket.

Kritikken kom, efter at Berlingske i november skrev, at syv ud af ni nyudnævnte pressechefer i ministerierne enten havde tidligere tilknytning til socialdemokratiet eller til den nye minister.

Seneste er Magnus Ulveman dog ansat som pressechef i Udviklingsministeriet. Han kom direkte fra Venstres pressetjeneste.

Sigga Nolsøe startede som pressechef i Finansministeriet i februar 2018. Hun kom fra en stilling som presse- og kommunikationschef i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Særlig rådgiver for Nicolai Wammen er Mads Brandstrup, der kom fra en stilling som pressechef for Socialdemokratiet, og Mathias Secher, der kom fra en stilling som afdelingschef i Socialdemokratiets politiske afdeling.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]