
Købehavn mister 206 millioner kroner efter regeringen ifølge flere kilder har accepteret Venstres krav om en reduktion af udlændingeudligningen. - Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Regeringen bøjer sig for V krav om halvering af udlændingeudligning
Regeringen er klar til at acceptere Venstres krav om en halvering af den særlige indvandrerudligning. Se effekten for de enkelte kommuner her.
Udgivet: 28/02/2020
Mindre end 12 timer efter Venstres formand Jakob Ellemann Jensen og partiets forhandlere var til forsoningsmøde hos statsminister Mette Frederiksen, har regeringen accepteret Venstres krav om en halvering af den såkaldte udlændingeudligning.
Det vil flytte cirka 650 millioner kroner fra primært de store byer og Vestegnen til land- og yderkommuner, fremgår det af en udregning NB-Økonomi har udarbejdet på baggrund af tal, som regeringen tidligere har sendt til partierne.
"Vi vil gerne række hånden frem til et godt samarbejde, og derfor har vi sagt til Venstre, at vi er parate til i de videre forhandlinger at tage udgangspunkt i finansieringsudvalgets anbefalinger i udlændingedelen," siger finansminister Nicolai Wammen ifølge Ritzau til DR og TV2 tidligt fredag eftermiddag.
Samtidig fortæller han, at han ikke ser noget problem i, at det alene er medlemmer af regeringen, der forhandler med Venstre. Dermed opfylder regeringen Venstres to centrale krav for at genoptage forhandlingerne om en reform af den kommunale udligning.
Følger eksperternes anbefaling
Halveringen af udlændingeudligningen svarer til den anbefaling, som i 2018 kom fra det særlige Finansieringsudvalg. Regeringen havde valgt en anden model i sit reformforslag, fordi man gerne ville give flere penge til de kommuner, som er hårdt belastet af det regeringen har kaldt "mange års fejlslagen integrationspolitik". Regeringen ville derfor kun reducere ordningen med 900 millioner kroner.
De største tabere målt pr. indbygger bliver kommunerne på den københavnske vestegn. Ishøj taber mest med over 1500 kroner pr. indbygger svarende til næsten 35 millioner kroner.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26









































