
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Endnu ingen virus i dansk økonomi
Konjunkturbarometret for februar viser stigende tillid til fremtiden i erhvervslivet. Det går faktisk markant frem med eksportordrerne især i virksomheder, som fremstiller investeringsgoder - og ikke-varige forbrugsgoder.
Udgivet: 27/02/2020
Hvad der end måtte ramme os, så rammer det os ikke uforberedt: Netop som coronavirus-epidemien når Europa, viser grundlaget under dansk økonomi sig at være stærkere, end det længe har været - ikke mindst takket være eksportvirksomhederne.
I februar er den sammenvejede erhvervstillidsindikator derfor steget fra 99,0 i januar til 102,6, en markant stigning, som ikke mindst dækker over mange indgåede ordrer. Erhvervstillidsindikatoren sammenvejer en række spørgsmål om virksomhedernes situation i fire hovedsektorer, nemlig industrien, bygge- og anlægssektoren, serviceerhvervene og detailhandelen, og kun den sidstnævnte sektor hænger indeksmæssigt med næbbet; i resten af erhvervslivet er indikatorerne på vej op.
Det gælder ikke mindst, når man ser på eksportordrerne. Oktober sidste år udgjorde et stemningsmæssigt lavpunkt, men siden da er indikatoren for eksportordrer steget pænt i investeringsgodeindustrien - fra minus 33 til minus 14 - og i gruppen "ikke-varige forbrugsgoder", nemlig fra minus 20 til plus 7.

Og hvor meget af den aktuelle corona-bekymring har indekset så nået at få med? Nok ikke så meget. Danmarks Statistik oplyser, at man sendte spørgeskemaer ud til virksomhederne 27. januar, og de fleste af svarene kommer ind i løbet af de første 14 dage. Selv om de sidste besvarelser først blev samlet sammen omkring 21. februar, afspejler indekstallene altså situationen omkring månedsskiftet og den første uge eller to af februar.
Næste måneds indeks vil nok være mere mærket af situationen.
Virus vil få betydning
"Det er svært at forestille sig, at spredningen af coronavirus ikke får betydning for økonomien her i årets første måneder. En stor del af produktionen i Kina har stået stille, og det kan gentage sig andre steder i verden, også i Europa. Det virker også sandsynligt, at efterspørgslen efter for eksempel rejser, restaurantmåltider og andre former for sociale aktiviteter bliver ramt," skriver Danske Banks cheføkonom Las Olsen i en kommentar til tallene.
"En af de måder, virusudbruddet kan ramme økonomien, er hvis forsyningen af varer og materialer svigter. Produktionen i Kina har været påvirket gennem hele februar, hvor den normale kinesiske nytårsferie er blevet forlænget, og hvor mange stadig har svært ved at komme på arbejde. Men når man spørger butikkerne, som man har gjort i dagens tal, så melder de ikke om for små lagerbeholdninger endnu. Det er en indikator, vi vil holde øje med fremover, for med transporttiden fra Kina og effekten af nytåret er det måske også mere noget, man kunne forestille sig ville vise sig i marts og april."
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26
Emner: Erhvervsliv




































