Statsminister Mette Frederiksen (S) taler med pressen efter statsministerens spørgetime på Christiansborg tirsdag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) taler med pressen efter statsministerens spørgetime på Christiansborg tirsdag. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Engell tror på aftale mellem V og S trods angrebsmail

Statsminister måtte tirsdag beklage en mail om et angreb mod Venstre. Kommentator tror fortsat på aftale.

Udgivet: 26/02/2020

Del artiklen:

Venstre forsøger at malke situationen ved at få statsministeren for bordenden i forhandlingerne om økonomisk omfordeling mellem kommunerne. Det mener politisk kommentator Hans Engell.

Statsminister Mette Frederiksen (S) beklagede tirsdag, at Socialdemokratiet ifølge en intern mail havde planlagt et “angreb” på Venstre, selv om partierne forhandler om udligning. Venstre øjner en mulighed ifølge Engell.

– Venstre vil gerne holde gryden kogende. Socialdemokratiet har dummet sig, statsministeren var tvunget til at give en beklagelse i Folketingssalen. Nu vil Venstre gerne have mest muligt politisk effekt ud af det, siger han.

Venstre afviste efter beklagelsen at møde op til yderligere forhandlinger tirsdag, og onsdag kræver leder Jakob Ellemann-Jensen, at Mette Frederiksen overtager forhandlingerne.

Socialdemokratiet forhandler med flere partier om en omfordeling eller udligning mellem rige og fattige kommuner.

Aftalen skal fordele omkring 18,5 milliarder kroner mellem landets 98 kommuner.

Ved en fejl blev en mail, der omtalte angreb på Venstre, sendt til en journalist på Jyllands-Posten, hvilket har vakt udbredt kritik.

I valgkampen havde Venstre dog også selv udarbejdet en manual, der skulle sikre, at partiets folketingskandidater kunne kritisere Socialdemokratiets udlændingepolitik.

Men partiet forsvarer det med, at det er sædvane i valgkampe og ikke er sket under forhandlinger som nu.

Engell kalder Venstres nye krav for et politisk lommetrick.

– Venstre skal også passe på, at det ikke bliver lige lovligt smart. Venstre har også selv leveret papirer, som viser, at man spillede med flere sæt kort. Venstre skal passe på, den ikke kammer over, siger Hans Engell.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]