Uddannelsesloftet gav langvarige protester fra studerende allerede fra før det blev indført.

Uddannelsesloftet gav langvarige protester fra studerende allerede fra før det blev indført. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Udskældt uddannelsesloft officielt afskaffet

Et mærkbart flertal i Folketinget har torsdag formiddag afskaffet uddannelsesloftet.

Udgivet: 20/02/2020

Del artiklen:

Et flertal i Folketinget har torsdag officielt afskaffet uddannelsesloftet. Loftet begrænsede muligheden for at tage mere end én videregående uddannelse.

Uddannelsesloftet blev indført af den tidligere VLAK-regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i 2016 trods store protester fra studerende.

Torsdagens afskaffelse bragte stor glæde hos blandt andre SF og De Radikale, der fra starten har været arge modstandere af det.

– Det er dejligt at være folketingsmedlem. Specielt på en dag som i dag, hvor vi afskaffer uddannelsesloftet, sagde SF’s uddannelsesordfører, Jacob Mark, fra Folketingets talerstol før afstemningen.

– Loftet har fra starten været et uddannelsespolitisk misfoster, der ikke har givet mening. Derfor er jeg glad for, at vi nu afskaffer det.

For afskaffelsen stemte Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Venstre stemte blankt og Konservative stemte imod.

– Uddannelsesloftet har fyldt meget hos de studerende og har skabt utryghed, skriver uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i en kommentar.

– Alt for mange unge har taget det som et udtryk for, at de ikke må vælge forkert, og det har lagt et unødigt pres.

Loftet betød, at man ikke måtte starte på en videregående uddannelse på samme eller lavere niveau, de første seks år efter at man havde taget en uddannelse.

Loftet blev indført for at skaffe 308 millioner kroner på uddannelsesområdet, som forligsparterne havde forpligtet sig at finde i forbindelse med dagpengeaftalen fra 2015.

Uddannelsesloftet var ganske upopulært, og i januar 2019 viste en meningsmåling foretaget af Megafon, at 56 procent af de adspurgte mente det var en dårlig idé.

Sammen med fremdriftsreformen og karakterbonusser blev loftet beskyldt for at stresse de studerende. Netop det er en af årsagerne til, at Dansk Folkeparti nu har stemt for at fjerne loftet.

– Da vi vedtog dette her, handlede det om at skaffe provenu. Jeg tror ikke, at nogen havde forestille sig, at det ville få den effekt, det fik på de studerende.

– Vi er blevet klogere i processen, og jeg håber, at vi nu sender et signal om, at man kan få den uddannelse, man har brug for i sit liv, sagde Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, fra Folketingets talerstol.

/ritzau/

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]