Astrid Krag kom på glat is, da hun skulle forholde sig til udsigten til besparelser på velfærden i de rige kommuner som følge af udligningsreformen.

Astrid Krag kom på glat is, da hun skulle forholde sig til udsigten til besparelser på velfærden i de rige kommuner som følge af udligningsreformen. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Borgerne i 30-40 kommuner kan se frem til besparelser på velfærd

Minister kom på glat is, da hun skulle forholde sig til udsigten til besparelser på velfærden i de rige kommuner som følge af udligningsreformen.

Udgivet: 30/01/2020

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Borgerne i 30-40 kommuner kan se frem til, at deres kommune skal spare på velfærden de kommende år. Det er den konklusion, som står tilbage efter dagens præsentation af regeringens forslag til en udligningsreform.

Ifølge budgetloven skal kommunerne samlet set overholde servicerammen, og derfor er det en logisk konsekvens, at når en række fattige kommuner bruger nogle af de ekstra penge, de får i udligning, så skal de rige kommuner enten reducere deres serviceramme eller også skal regeringen og Folketinget bevilge kommunerne en større serviceramme.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) gav på pressemødet først indtryk af, at regeringen ville lade kommunerne bryde servicerammen, da hun på pressemødet svarede på følgende spørgsmål fra Ritzau:

Hvordan vil i undgå, at det her kommer til at føre til nedskæringer i de rigekommuner, hvis I ikke samtidig øger kommunernes serviceramme betydeligt?

"Her flytter vi penge fra de rige kommuner til de kommuner, som er mest trængte og som har haft problemer med at kunne levere en ordentlig velfærd til deres borgere i de seneste år, og som fungerende finansminister var inde på, så er der i mange af de velstillede kommuner den situation, at man har haft for mange penge, og man har opsparet likviditet, og man har opsparet rundt omkring, og derfor vil man også kunne bruge de penge til at finansiere sin velfærd, når man nu afleverer mere til de kommuner, som omvendt har haft det problem, at de ikke har kunne finansiere den velfærd, de havde brug for."

Det kunne dårligt forstås som andet end frit lejde til sprænge servicerammen. Da pressen efterfølgende konfronterede Astrid Krag med svaret, ville hun hverken bekræfte, at regeringen vil udvide servicerammen eller erkende, at de rige kommuner skal spare på velfærden, hvis de fattige kommuner skal bruge flere af deres nye penge til at rette op på servicen.

Astrid Krag valgte i stedet at undvige sagen ved at henvise til, at servicerammen forhandles i de årlige økonomiaftaler.

Men fungerende finansminister Morten Bødskov (S) lagde ikke skjul på, at det er regeringens ønske, at de fattige kommuner skal rette op på velfærden fremfor at give skattelettelser.

Vil ikke forholde sig til likviditetstilskud:

Ministrene ville heller ikke forholde sig til det ekstraordinære likviditetstilskud, som de seneste otte år er givet ved økonomiforhandlingerne. Ud af tilskuddet på 3,5 milliarder gives den ene milliard til kommuner med store strukturelle underskud og en milliard til kommuner med lavt beskatningsgrundlag. Tilskuddet er de seneste år givet under henvisning til, at regeringen ikke har gennemført en udligningsreform.

NB-Økonomi bad ministrene forholde sig til, om der ikke er en risiko for, at de rige kommuner vil afvise fortsat at lade en del af tilskuddet virke som skjult udligning, og dermed helt eller delvist ophæve effekten af den udligningsreform, som regeringen vil gennemføre.

"Det er noget, vi har forhandlet fra år til år. Nu kommer vil forhåbentlig til at have et udligningssystem uden de skævheder, vi har i dag, og som fungerer bedre og omfordeler bedre. Men den diskussion om, hvad det er for en velfærdsøkonomi, vi har i Danmark, hvad der skal være en del af økonomiaftalen, er jo en del af forhandlingerne med kommunerne," sagde Morten Bødskov.

Et udsagn som dårligt kan tolkes anderledes, end at regeringen overvejer ikke at forlænge tilskuddet.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25

Temaer: Udligning

Emner: Budget, Demografi, Velfærd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]