
Statsminister Mette Frederiksen (S) får kritik fra De Radikale og Venstre omkring EU-politikken. (Arkivfoto) - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Radikale og Venstre efterlyser ny EU-kurs fra regeringen
Morten Østergaard kan ikke redegøre for regeringens europapolitik. Ellemann-Jensen er ligeledes kritisk.
Udgivet: 28/01/2020
Statsminister Mette Frederiksen (S) bør prioritere sin EU-politik bedre end hidtil.
Det mener både støttepartiet De Radikale og oppositionspartiet Venstre, skriver Berlingske.
Meldingen kommer forud for tirsdagens Europakonference i København arrangeret af Tænketanken Europa.
– Jeg er ikke i stand til at redegøre for, hvad regeringens europapolitik er, siger De Radikales leder, Morten Østergaard, til Berlingske.
– Det, jeg kan stykke sammen af den måde, man indtil videre har ført sig frem på, er, at Danmark er i en noget uvant rolle som den, der stikker en kæp i hjulet på udvidelsesforhandlinger og stemmer nej til budgettet.
– Hvis det får lov at fortsætte, tror jeg, at vores partnere vil have svært ved at kende os, siger han.
Ellemann-Jensen er bekymret for Danmarks stemme i Europa.
– Det forum, hvor vores lille lands stemme kan blive hørt højt, er under pres, og det må og skal være førsteprioriteten for enhver dansk regering, at vi har et stærkt EU.
– For har vi ikke det, er der ikke nogen, der hører, hvad vi siger. Det er dér, jeg bliver bekymret, for jeg er ikke sikker på, at man hos regeringen deler den forståelse, siger Ellemann-Jensen til avisen.
Både De Radikale og Venstre kritiserer eksempelvis regeringens tilgang til forhandlinger om de kommende års EU-budget. Regeringen lægger op til, at rabatten på én milliard bibeholdes.
Men rabatten bør ikke være afgørende for Danmark i det store billede, mener kritikkerne.
Både Østergaard og Ellemann-Jensen ser desuden gerne det danske forsvarsforbehold afskaffet.
Ifølge politisk kommentator Noa Redington er EU-politik ikke det vigtigste for Mette Frederiksen.
– Efter hun er blevet statsminister, har Europa helt åbenlyst hverken været hendes første,- anden- eller tredjeprioritet, siger han til Ritzau.
– Hun har haft en tendens til at holde det europæiske samarbejde ud i strakt arm. Som for at understrege over for danskerne, at det med Europa er vigtigt, men så er det altså heller ikke vigtigere, siger han.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, siger til Berlingske, at der ikke er lagt op til en afstemning om EU-forbehold i denne valgperiode.
Han afviser desuden De Radikales ønske om en ny europaaftale inden sommerferien.
Både Mette Frederiksen og Ellemann-Jensen skal holde tale på tirsdagens konference.
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25









































