
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger efter tale på Europakonferencen, at hun både vil have en dansk rabat i EU-budgettet og holde det danske bidrag til budgettet nede på 1,00 procent af bni. - Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Mette F. vil have rabat og fastholde EU-bidrag på en procent
Statsministeren holder fast i udtalelse om, at EU-budgettet er "gak". Hun vil fastholde dansk rabat og bidrag.
Udgivet: 28/01/2020
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag, efter at hun har holdt tale ved Europakonferencen i København, som bliver afholdt af Tænketanken Europa.
På det seneste har der i offentligheden ellers været indtryk af, at regeringen prioriterede rabatten over procentsatsen i budgettet, selv om det kan vise sig at blive dyrere for Danmark.
– Det skal ikke forstås sådan, og vi forhandler det lige nu med Folketingets partier, siger statsministeren.
– Jeg håber selvfølgelig, at vi ender med at have et klart dansk mandat om en budgetrestriktiv linje. Det regner jeg også med, at vi får på plads, siger hun.
EU-Kommissionen foreslog oprindeligt, at bidraget til EU-budgettet skulle stige til 1,1 procent af bni, der kan beskrives som et mål for et lands velstand.
Det sker også som en følge af, at Storbritannien forlader EU med udgangen af januar.
– Det synes jeg er en forkert måde at prioritere på, og hvis vi kigger herhjemme, vil det jo tage en meget stor del af vores råderum.
– Det vil sige, at vi skal lave store besparelser på vores eget velfærdssamfund for at få et højere EU-budget. – Det mener jeg ikke er den rigtige vej at gå for Europa, siger Mette Frederiksen./ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25









































