
Børn og unge er storforbrugere af digitale platforme og derfor ønsker regeringen at de kommende medieforhandlinger fokuserer på forbruget og indholdet. - Foto: Arkiv: Liselotte Sabroe/Scanpix
Forhandlinger med fokus på børnenes medieforbrug
Regeringen har formuleret sine mediepolitiske prioriteringer forud for de kommende forhandlinger, og fokus er sammenhængskraft og børnenes forbrug.
Udgivet: 28/01/2020
Medieforhandlingerne går i gang i løbet af 2020, og forud har regeringen udvalgt sine mediepolitiske prioriteringer.
Især børnene er i fokus, fordi deres medieforbrug er anderledes i forhold til ældre generationers forbrug, og fordi børn og unge via de nye platforme bliver eksponeret mere og mere for kommercielt indhold, når de surfer rundt på internettet på deres telefoner, iPads og computere.
”Mediepolitikken har i en årrække været præget af stor usikkerhed og politiske løsninger, der ikke leverer de svar, som fremtidens mediebrugere efterspørger. Det er uholdbart. Regeringen har en ambition om, at dansk public service skal styrkes – ikke mindst for vores børn og fremtidige generationers skyld”, skriver kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse.
Tre centrale områder
Kulturministeren deler prioriteringerne op i følgende overordnede emner:
- Fremtidssikring af de danske medier.
- Fokus på børnenes forbrug af kommercielle internationale medietjenester.
- Styrkelse af de regionale og lokale medier, som er økonomisk udfordrede.
Regeringen vil gerne diskutere, hvordan man kan fremtidssikre de danske medier, så de møder brugerne på de platforme, de benytter. For medievirkeligheden har ændret sig rigtig meget over kort tid, og den udvikling forventes at fortsætte.
Kulturminister Joy Mogensen pointerer i pressemeddelelsen, at det er en særlig udfordring at passe på de kommende generationer, når de sidder med deres skærme. Børn og unge er nemlig storforbrugere af kommercielle internationale medietjenester, og derfor bliver de hele tiden eksponeret for kommercielt indhold af meget varierende kvalitet.
Ministeren mener også, at de regionale og lokale medier er et vigtigt fokusområde, for de er under økonomisk pres; ikke mindst på grund af de udenlandske tech-giganter, som støvsuger de lokale markeder for annoncekroner.
”Det kan vi som samfund ikke holde til, for det går ud over sammenhængskraften og fællesskabet, hvis de lokale medier forsvinder."
Medieforhandlingerne går som sagt i gang i løbet af 2020, og det er regeringens ambition at få en bred politisk aftale.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25









































