
Miljøminister Lea Wermelin (S) vil bruge miljøgarantien, så Danmark kan beholde de danske regler for cadmium, når EU i 2022 indfører nye fælles regler på området. (Arkivfoto) - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
FAKTA: Miljøgaranti giver EU-lande mulighed for særregler
Miljøminister Lea Wermelin (S) vil bruge miljøgarantien i EU. Der er strenge krav forbundet med at bruge den.
Udgivet: 28/01/2020
Miljøminister Lea Wermelin (S) vil gøre brug af miljøgarantien over for EU.
Det sker for at fastholde de danske regler om tungmetallet cadmium i handelsgødning.
Ministeren vil bruge miljøgarantien, så Danmark kan beholde de danske regler for cadmium, når EU i 2022 indfører nye fælles regler på området.
Hidtil har EU ikke haft fælles grænseværdier for cadmium i gødningsprodukter, men med de nye regler sætter EU en grænseværdi, som er højere end de danske.
Læs mere om miljøgarantien her:
* Miljøgarantien giver EU-lande mulighed for at beholde eller indføre nationale regler på visse områder trods nye harmoniserede EU-regler. Det kan være aktuelt, hvis et EU-land anser det for nødvendigt for at beskytte eksempelvis miljøet.
* Der stilles strenge juridiske og videnskabelige krav, hvis miljøgarantien anvendes. Det er op til medlemslandet videnskabeligt at vise over for EU, at de nationale regler er nødvendige og begrundet i vigtige behov. Dertil må reglerne ikke udgøre en hindring for det indre markeds funktion.
* Almindeligvis er ny EU-lovgivning strammere end eksisterende nationale regler. Derfor er det sjældent, at miljøgarantien anvendes.
* Et medlemsland kan på baggrund af miljøgarantien meddele Kommissionen, at det ønsker at opretholde nationale regler på et område eller indføre nye regler.
* Kommissionen skal undersøge, om de nationale regler er et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandlen mellem EU-landene, og om reglerne udgør en hindring for det indre markeds funktion.
* Kommissionen har seks måneder til at undersøge og afgøre, om de pågældende nationale bestemmelser kan opretholdes under henvisning til miljøgarantien. Perioden til at undersøge kan dog forlænges.
* Får et EU-land lov til at opretholde eller indføre nationale bestemmelser, der er en undtagelse fra nogle harmoniseringsregler, undersøger EU-Kommissionen, om der skal foreslås en tilpasning af EU-reglerne.
Kilder: Folketingets EU-oplysning og Miljøministeriet
/ritzau/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25









































