
Sundheds- og Ældreministeriets frikender i store træk selve systemet for være fejlbehæftet. Ifølge internt referat fra KL giver analysen istedet ændret aktivitetsbillede skylden for store afvigelser i kommunernes betaling. - Foto: Ritzau Scanpix
KMF-analyse finder ingen systemfejl, men peger på "aktivitetsbilledet"
Analyse af KMF nævner ingen systemfejl eller fejl i data som årsag til store afvigelser i KMF-regninger. Analysen peger istedet på aktivitetsbilledet.
Udgivet: 21/01/2020
Det var ikke primært fejl i systemet, som var årsag til, at mange kommuner oplevede en dramatisk stigning i den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsenet, KMF, fra 2017 til 2018. Det er konklusionen i den analyse, som Sundhedsministeriet har gennemført af den udskældte ordning, fremgår det af et internt brev fra KL til landets borgmestre og kommunaldirektører.
"Den langt overvejende årsag til væsentlige afvigelser mellem forudsat niveau og endelig afregning kan henføres til et ændret aktivitetsbillede," skriver KL i sit referat af analysen.
Dermed sender Sundhedsministeriet angiveligt ansvaret for de stigende KMF-udgifter tilbage til de ramte kommuner. For ændret aktivitet - altså hvor mange borgere der er blevet behandlet på sygehusene for de forskellige lidelser - er den eneste faktor, som kommunerne menes at kunne styre.
Modsat afviser analysen ifølge KL-brevet, at den nye aldersdifferentiering, som blev indført fra 2018, og ændringer i DRG-systemet har haft afgørende betydning.
Ifølge KL-brevet har den nye aldersdifferentiering godt nok medført ændringer i de enkelte kommuners betaling, "men variationen følger overordnet set det forventede mønster fra den rapport, som i 2016 lå forud for justeringen af KMF," lyder KL's referat af analysen.
Analysens anerkender dog, at "et nyt DRG-system har givet visse udsving i kommunerne. For nogle kommuners vedkommende afspejler udviklingen fra 2017 til 2018 det forventede niveau. For andre kommuner har udviklingen – både i opadgående og nedadgående retning – været betydeligt afvigende fra det forventede niveau."
Men "den langt overvejende årsag til væsentlige afvigelser" skyldes ifølge analysen et ændret aktivitetsbillede.
Den konklusion betyder, at analysen fra Sundheds- og Ældreministeriet konkluderer, at den primære årsag til de store afvigelser ikke som antaget af mange skyldes fejl i systemet, men derimod ændring i "aktivitetsbilledet", hvilket netop er det punkt, som KMF-systemet skulle sikre kommunerne et incitament til at påvirke.
Ifølge KL-referatet er der "også andre faktorer end ovenstående (som) påvirker afregningen. Eksempelvis indførelse af nye IT-systemer. Men det har ikke været muligt at påvise sådanne effekter entydigt i data."
Kritik for fejl i data er ikke omtalt
KL's referat af analysens konklusioner omtaler ikke de mange sager, der har været omtalt af fejl i data for antallet af indlæggelser på grund af store forskelle i registreringspraksis på de forskellige hospitaler.
Eksempelvis har det været omtalt, hvordan nogle hospitaler registererede patienter i akutmodtagelsen som indlagte allerede efter to timer, mens andre først registrerede dem som indlagte efter langt længere tid.
Rapporten vil ifølge NB-Økonomis oplysninger blive offentliggjort senere på ugen,
KL: KMF-modellen fungerer ikke
De store udsving i KMF-afregningerne fik i efteråret 2018 regeringen til at fastfryse KMF-afregningen til det niveau, som kommunerne havde budgetteret i 2019, og denne fastfrysning vil fortsætte i 2020.
På trods af, at ministeriet tilsyneladende frikender systemet for fejl, så fastholder KL sin kritik.
"Landspatientregistret, som danner grundlag for afregningen, er stadig ikke funktionelt og giver systemet udfordringer. KL fastholder derfor det udgangspunkt, at nuværende model ikke fungerer, og at modellen skal indgå i dialogen med regeringen om en sundhedsreform," hedder det i brevet.
Præcisering: I en tidligere overskrift blev der refereret til KL's referat af analysen, hvilket vi er blevet opmærksomme på fejlagtigt kunneforståes sådan, at KL skulle være enige i analysens manglende angivelse af fejl i systemet herunder også datakvaliteten. Som det fremgår af artiklen, men KL tværtimod, at "den nuværende model ikke fungerer." Underrubrikken er ændret tilsvarende.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:25









































