De seneste dages presseomtale af Gladsaxes mislykkede udbud af bankforretninger ligner endnu et eksempel på, at kommunerne fortrinsvis optræder som statister i stedfortræderkrige, når store medier omtaler dem.

Sidste år havde vi sagen om besparelser på ældreplejen rundt om i landet, der af Kristeligt Dagblad blev iscenesat som en kamp mellem stakkels ældre og ondsindede kommunalpolitikere. Avisen skrev om besparelser på klippekortene, men uden at sætte sig ind i, hvorfor besparelserne skete.

Denne gang er det Berlingske, som i en nyopsætning af kampen mellem det frie marked og de geskæftige politikere anvender Gladsaxe Kommune som skurk.

Kommunen har ”som en af de første kommuner” fulgt KL’s anbefalinger til, hvad man bør kræve af en bankforbindelse, og det viste sig, at ikke en eneste bank ville byde. Da Finans Danmark oven i købet sidste sommer tog udtrykkeligt afstand fra anbefalingerne, ligger den sag lige til højrebenet, ikke sandt?

”Kommuner løber panden mod muren med nye krav mod hvidvask og uetiske banker”, lød avisens første overskrift i dækningen.

Berlingske fulgte op med artiklen "Populistisk' og 'urimelige vilkår': Kommunes krav til banker vækker kritik” – her talte man med et par kritikere, men også med kommunens borgmester. Desuden har avisens virksomhedsredaktør på egen hånd skrevet en kommentar, hvor han går i rette med selve tanken om, at en kommune stiller krav til sin banks forretningsetik: ”Kommentar: Kære kommuner. Hold jer til at drive vuggestuer og lad banker drive banker”, lød overskriften.

Der er flere ting i vejen her – fejl, som ville være undgået, hvis avisen havde brugt mere tid på research, og måske mindre tid på at indhente kommentarer fra folk uden sagsindsigt.

For det første er den gal med flertalsformen ”kommuner”: Det er faktisk kun Gladsaxe, som er ”rendt panden mod en mur” i den forstand, at ingen banker vil byde. I hvert fald Struer og Tønder har fået i bud hjem på grundlag af udbudsvilkår, der stort set svarer til KL’s anbefalinger.

Vidste Berlingske virkelig ikke det? Avisen har i hvert fald endnu ikke fortalt det til sine læsere.

Desuden fremtræder selve det principielle anslag misforstået; det fremstilles som et problem i sig selv, at en kommune stiller krav til sin bankforbindelses forretningsetik. Men Berlingske ved jo godt, at Finans Danmark faktisk har tilsluttet sig det princip; Finans Danmarks direktør siger det selv til Berlingske: ” Vi støtter fuldt op om principperne,” siger han. Alligevel iscenesættes sagen som en konflikt mellem banker, der vil drive forretning, og kommuner, der burde holde sig til deres vuggestuer.

Kilder virker ikke godt briefede

Indtrykket af iscenesættelse bestyrkes af de kommentarer, avisen vælger at indhente: Kilderne virker, venligt sagt, ikke godt briefede.

Bankeksperten Lars Krull siger således, at KL’s krav er ”helt urimelige”, og et byrådsmedlem i Gladsaxe, Henrik Bach Mortensen (V), mener, at ”man (skal) overlade det til kompetente myndigheder at være kontrolorganer på områder, som kommunen ikke ved noget om, og hvor kommunen ikke har hverken opgaver eller myndighed.”.

Det er ikke sikkert, at de to havde udtalt sig, som de gjorde, hvis de havde vidst, at en række banker allerede har accepteret de allerfleste af vilkårene – og havde vidst at udbudsmaterialet faktisk ikke siger noget om, at kommunen skal være kontrolorgan.

Heller ikke den juridiske fagkilde, man taler med, virker godt briefet. Det er advokaten Michael Camphausen, der ud over at gentage den fejlagtige påstand om, at kommunerne vil ”agere som banktilsyn” også finder hele arrangementet juridisk betænkeligt: ”Det er en uheldig glidebane, når man i privatretlige aftaler mellem to parter begynder at indføre regulatoriske vilkår, som hører under den offentligretlige banklovgivning,” siger han. Her er det, at man bemærker, at Berlingske ikke vælger at tale med formanden for KL’s eget ekspertudvalg, som har forfattet governance-kravene. Han er ellers også jurist; det er Rasmus Feldthusen, og han er ikke advokat. Til gengæld er han professor i jura ved Københavns Universitet.

Hvorfor har man ikke talt med ham?

Det kommunale Danmark er for almindelige nyhedsmedier blevet et eksotisk land med sære skikke og et uforståeligt sprog. Redaktionerne vover sig nødigt ind i vildnisset uden en konkret vinkel, man medbringer på forhånd, og egentlig research forekommer journalisterne overvældende. Raidene ind i junglen anvendes til at tage nogle indfødte til fange, som man derefter kan anvende som statister – i dette tilfælde statister i en forestilling, der handler om kampen mellem dem, der stiller krav til forretningsetik, og dem, der grundlæggende som Milton Friedman mener, at virksomhedernes samfundsansvar består i at tjene flere penge.