Der er bred politisk enighed om, at en kommende reform af udligningssytemet skal hjælpe de mest økonomis udfordrede kommuner.

Samtidig lægger især Venstre og til dels De Radikale vægt på, at kommunerne fortsat skal have et stærkt økonomisk incitament til at skabe vækst og få borgerne i arbejde.

De to mål kan blive afgørende for hvilke knapper i udligningsmaskinen, som kommer i fokus ved de kommende forhandlinger om en reform.

Populært sagt kan politikerne godt have en mere eller mindre præcis liste med kommuner, som de gerne vil hjælpe. Men udligningssystemet er ikke styret af kommunenavne, men derimod af en række objektive kriterier og udligningsregler som afgør, hvad de enkelte kommune skal betale eller modtage i udligning.

Sådan virker systemet

Det danske udligningssytem er sådan skruet sammen, at man ud fra en række kriterier bestemmer, hvor store udgifter en kommune ville have, hvis den havde et gennemsnitligt serviceniveau. Kriterierne er lavet ud fra en blanding af rent faglige analyser fra det særlige Finansieringsudvalg under Social- og Indenrigsministeriet og politiske tilpasninger.

Når man så har en kommunes strukturelle udgiftsbehov, regner man ud, hvor store indtægter en kommune ville have, hvis den havde en gennemsnitlig skatteprocent og grundskyldspromille.

Forskellen mellem de strukturelle indtægter og udgifter udtrykker kommunens strukturelle over- eller underskud.

Ud fra det strukturelle over- eller underskud er der et sæt udligningsregler, som bestemmer, hvor meget en kommune skal betale i udligning af sit overskud eller have refunderet af sit underskud.

Politikerne kan derfor enten ændre på kriterierne eller på udligningsreglerne, når de vil ændre på systemet.

Derfor vil især to partier fokusere på kriterierne

En ændring af udligningsreglerne for at hjælpe de fattige kommuner vil i praksis betyde, at man skruer op for udligningsgraden. Men da nogle kommuner allerede nu har en marginal udligningsprocent på 93 procent, så vil formentlig især Venstre og De Radikale frygte, at en yderligere forhøjelse af den marginale udligningsprocent vil svække kommunernes incitament til at udvikle kommunen.

Derfor vil politikerne fra de to partier formentlig relativt hurtigt begynde at kigge på kriterierne. Og her er det særligt fire kriterier, som kan bruges til at hjælpe de fattige kommuner.

- "Udlejede beboelseslejligheder", som favoriserer bykommuner og er til ulempe for især yderkommunerne, fordi der er flere velstillede familier, som bor til leje i byerne.

- "Antallet af familier i bestemte boligtyper" som er til ulempe for land- og yderkommunerne, fordi der særligt i yderkommunerne er opstået et stort marked for meget billig privat udlejning af ældre huse.

- "Antallet af personer med lav indkomst i tre ud af fire år" favoriserer kommuner, som har relativt mange borgere på kontanthjælpsydelser, og dermed er til ulempe for kommuner, som har relativt mange førtidspensionister. I praksis er det en fordel for bykommunerne, fordi især førtidspensionister flytter ud i yderkommunerne, hvor de kan få en meget billigere bolig.

- "Antal 0-17-årige børn, som er flyttet over en kommunegrænse mindst tre gange", fordi det kriterie er en fordel for kommuner, som ligger i en landsdel med mange geografisk små kommuner, hvilket i praksis vil sige hovedstadsområdet, og er en ulempe for kommuner i områder med store kommuner, hvilket i praksis vil sige kommuner i provinsen.

Embedsmandsrapport understøtter kritikken

Mens den officielle rapport med den daværende VLAK-regerings forslag ikke omtalte problemerne med de to boligkriterier, så var embedsmændene mere direkte i den bagvedliggende rapport "Analyser af kriterier og kommunale udgiftsbehov på beskæftigelsesområdet". Årsagen til den forskel er formentlig, at den daværende minister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, meget bevidst ønskede en meget lille justering af udligningen, og dermed var det et politisk ønske ikke at åbne for justeringer af kriterierne i større omfang.

Men embedsmændene var angiveligt mere frie i deres siderapport, hvor det om det om kriteriet "Familier i bestemte boligtyper”:

"I analysen om udgiftsbehovsopgørelsen ses en tendens til, at kriteriet overvurderer kommunernes udgiftsbehov i bykommuner og undervurderer udgiftsbehovet i yderkommunerne. [...] Det vurderes at kunne have baggrund i den løbende byudvikling, som har fundet sted. Det vurderes således relevant, at undersøge mulige ændringer i afgrænsningen af boligerne i kriterierne med henblik på at kunne afspejle antallet af mindre ressourcestærke borgere med et merudgiftsbehov for kommunen til overførsler mv."

Kriteriet om "antal udlejede beboelseslejligheder" får også en markant kritik med på vejen, som langt hen ad vejen flugter kritikken fra udkantskommunerne.

"Mange udlejningsboliger er blevet renoveret – særligt i byerne – og dermed dyrere at bo til leje i. En del af den udlejede boligmasse er derfor ikke længere udtryk for en boligmasse, der indebærer et højt udgiftspres for kommunerne. Det vurderes derfor relevant i denne sammenhæng at overveje at ændre begge boligkriterier og basere det ene boligkriterium på bl.a. oplysninger om billige privat udlejede boliger.

Embedsmændene foreslår derfor en model for en ændring af kriteriet, så udlejningsboliger med en husleje under 5.000 kroner også tæller med.

Embedsmændene giver også støtte til kritikken af, at kriteriet for lav indkomst i særlig grad favoriserer kommuner med mange modtagere af integrationsydelse eller kontanthjælp.

"Det bemærkes, at kriteriet har en vis følsomhed over for variationer i medianindkomsten, og at der kan være en sammenhæng mellem kriteriet og personer, der i en længere periode modtager integrationsydelse eller kontanthjælp."

Embedsmændene kommenterer ikke kriteriet for nomadebørn.

Hvad vil det betyde for en kommune som Brønderslev?

NB-Økonomi har haft mulighed for at få kørt tallene for Brønderslev igennem en udligningsberegner, for at vurdere i hvilket omfang en ændring af de fire kriterier vil påvirke kommunen.

Tallene skal læses som det beløb, Brønderslev taber eller vinder på kriterierne, og dermed lidt firkantet sagt, hvad kommunen vil få ekstra, hvis kriteriet ændres, så kommunen får det gennemsnitlige antal hits i forhold til sin befolkning.

Brønderslev vinder faktisk 8,6 millioner kroner på kriteriet for borgere med lav indkomst, men kommunen skulle have markant mere, hvis det skulle afspejle udgifterne til overførselsindkomster.

Det samme gælder formentlig kriteriet for nomadebørn, som kommunen vinder 2,3 millioner kroner på om året, hvilket er meget lidt i lyset af det høje antal anbringelser, som kommunen har.