De to største frontkæmpere for bedre normeringer i daginstitutionerne, SF og Enhedslisten, er røget i totterne på hinanden ved de igangsværende finanslovsforhandligner om netop minimumsnormeringerne.

Konflikten har handler angiveligt om tre ting:

- Om minimumsnormeringerne skal være på kommune- eller institutionsniveau

- Hvad er mindstekravet for, at man kan kalde det minimumsnormeringer

- Indfasning og hastighed - herunder frygten for at de nye minimumsnorgeringer medfører besparelser på andre velfærdsområder i fattige kommuner.

Konflikten er vigtig, fordi netop normeringen i daginstitutioner siden valgkampen har været et helt centralt emne for både Enhedslisten og SF. Dermed er det også en sag, som finansminister Nicolai Wammen (S) formentlIgt skal have løst, før han kan få en aftale om finansloven for 2020 i hus.

Kommune eller institutionsniveau:

Både SF og Enhedslisten ønsker, at minimumsnormeringen skal gælde den enkelte institution og ikke kommunen som helhed.

Men det blokerer både De Radikale og Socialdemokratiet ikke mindst på grund af massivt pres fra deres kommunale baglande, men også fordi det alt andet lige bliver markant dyrere.

Kommunerne er generelt modstandere af minimumsnormeringer, men især på institutionsniveau. Årsagen er, at mange kommuner skaffer ekstra ressourcer til børneinstitutioner med mange socialt svage børn ved at tage penge og normeringer fra institutioner i områder, hvor børnene kommer fra stærke hjem.

Hvis minimumsnormeringerne gælder de enkelte institutioner, så skal kommunerne enten skaffe flere penge til området eller reducere bemandingen hos de mest udsatte børn, og dermed øge risikoen for senere følge udgifter til anbringelser og ekstra hjælp i folkeskolen.

Konflikten mellem SF og Enhedslisten handler angiveligt om, at SF reelt har accepteret, at minimumsnormeringerne bliver på kommuneniveau som prisen for at få gennemført partiets ubetingede mærkesag fra valgkampen.

Enhedslisten mener derimod, at det er afgørende at alle fordældre med børn på daginstitutioner med en lav normering kan se en konkret forandring. Partiets politiske ordfører Pernille Skipper bekræftede mandag konflikten overfor DR.

- Jeg kan godt få en oplevelse af, at vi er meget alene om at kæmpe for en opgørelse på institutionsniveau. Det er i hvert fald noget, som vi har måttet gentage rigtig, rigtige mange gange i forhandlingerne, og det bliver vi ved med at kæmpe for, siger Pernille Skipper.

Navnet på barnet

I et forsøg på at presse SF til at kæmpe for minimumsnormeringer på institutionsniveau, så har Enhedslisten ifølge flere kilder meddelt, at de ikke vil være med til at kalde en ordning på kommuneniveau for "minimumsnormeringer",

Partiet foreslår istedet et navn, som mere indikerer hensigten ala "indsats for bedre normering i daginstitutioner".

Det krav lægger kraftigt pres på SF, som finder det helt afgørende at initiativet kommer til at hedde "minimumsnormeringer", som var det partiet gav et meget bastant løfte om i valgkampen.

Hvis de fulgte Enhedslisten krav, så kunne vælgerne formentligt have svært ved at se forskel på den nye og gamle regerings indsats på området.

I juni 2017 bevilgede den tidligere regering 83 mio. kr. i 2019 til "Stærke dagtilbud – alle børn skal med i fællesskabet", og i 2018 via det såkaldte ”1.000-dages-program – en bedre start på livet” yderligere hhv. 43 millioner kroner i 2019 og 239 millioner kroner i årene 2020-2022 gennem ”1.000-dages-program – en bedre start på livet”.

Selvom beløbet denne gang formentligt bliver omkring 500 millioner kroner, så vil det være svært at argumentere for, at den nye regering har sat en afgørende anderledes kurs.

Samtidig er Enhedslisten angiveligt bekymrede for, at vælgerne forventer markant større forbedringer på daginstitutionerne, og at en skuffelse hos vælgerne vil ramme partiet, hvis det er med til at blåstemple, at omkring en halv milliard til minimumsnormeringer på kommuneniveau er "minimumsnormeringer".

Frygten for kommunale besparelser på andre områder

Endeligt er Enhedslisten angiveligt også nervøse for, effekten af at en række kommuner med lave normeringer ikke får fuld kompensation for deres ekstraudgifter i forbindelse med et krav om minimumsnormeringer allerede i 2020.

Forklaringen på problemet er, at selvom staten kompenserer kommunerne under et for de ekstra udgifter til bedre normeringer, så vil kommuner med lave normeringer opleve, at de har større udgifter end gennemsnittet, og dermed får de et minus.

Frederikshavns Kommune står til et tab mellem 7 og 10 millioner kroner afhængig af den præcise udforming af reglerne, og her har borgmester Birgit S. Hansen (S) allerede meddelt, at kommunens økonomi er så presset, at de penge i givet fald skal findes på de andre velfærdsområder såsom folkeskole og ældrepleje.

“Jeg kan da ikke gå ud sige til borgerne, at der er nogen på Christiansborg, der har bestemt, at vi skal have minimumsnormeringer, så kære handicappede og ældre, da kommer vi lige til at skrabe nogle penge fra jer," lød det fra borgmesteren.

Enhedslisten har efter hvad der oplyses til NB-Økonomi arbejdet for en model, hvor kommunerne får pengene som en pulje i 2020, og at kravet til normeringer og kompensationen over bloktilskuddet først får effekt i 2021. Det vil sikre, at kommuner med en lav normering kan tage højde for ekstraudgiften ved budgetlægningen for 2021 og stille krav om flere penge ved økonomiforhandlingerne næste sommer.

SF’s formand Pia Olsen Dyhr erkendte i slutningen af oktober, at nogle kommuner får mindre i kompensation end deres udgift til minimumsnormeringer, men stod fast på modellen.

“Jeg syntes, det er en reel problemstilling. Der er to elementer i det. Det ene er, at vi allesammen skal være med til at løfte det, men der er også nogle kommuner, der skal prioritere anderledes,” siger hun. “De kommuner der har valgt bevidst ikke at prioritere børneområdet, men i stedet har prioriteret erhvervsområdet, dem skal vi ikke bare løse alene på Christiansborg. Da skal man også løse det lokalt.”

En løsning på konflikten kan både være et klassisk kompromis, hvor SF accepterer en sproglig formulering som tager højde for Enhedslistens indvendinger mod at udråbe de efter partiets opfattelse relativt små fremskridt som minimumsnormeringer. Konflikten kan også løses ved at Socialdemokratiet og De Radikale imødekommer Enhedslistens kritik og accepterer at bruge flere penge på ordningen.