Der er huse i Danmark, det ikke længere vil kunne betale sig at beskytte mod stigende vandstand, og som det derfor er bedst at opgive.

Det siger både professor Karsten Arnbjerg-Nielsen fra DTU og Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard, som også er formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.

Jacob Bjerregaard foreslår derfor, at man sammen med den finansielle sektor udvikler en erstatningsordning til husejere, der i god tro har købt et hus, der ikke længere vil blive beskyttet mod oversvømmelser.

”I takt med, at klimaforandringerne kommer, så vil der være områder, hvor det simpelt hen bliver for dyrt at beskytte mod vandet. Så måske kunne vi udvikle en model, som sikrer, at lodsejerne ikke står og mister alle deres værdier, eller bliver stavnsbundet til deres huse,” siger han.

”Det er svært at sige noget om omfanget, men jeg forestiller mig, at det vil være voksende med tiden og vil blive stort, fordi vandet stiger.

Vi skal også have forsikringsselskaberne og realkreditten i spil. Det betaler i dag mange penge, når der er stormflod og oversvømmelse. De penge kunne i stedet gå til nogle andre løsninger, for eksempel en erstatningsmodel, hvor man siger, at ’her giver det ikke længere mening at have en bolig, fordi den bliver oversvømmet for tit’, men hvor folk har købt en bolig i god tro.”

Advarer mod for meget digebyggeri

Karsten Arnbjerg-Nielsen, professor ved Institut for Vand og Miljøteknologi på DTU, efterlyser en politisk stillingtagen til problemet.

”Vi har i dag i Danmark områder med huse, som vil blive oversvømmet med ti eller tyve års mellemrum, og det koster en million i renovering, hver gang et hus oversvømmes med saltvand. Så ud fra en kold, økonomisk betragtning skal huset være ti til 20 millioner kroner værd, for at det giver mening at bevare det, og det er der måske nogle af disse huse, som er, men andre er altså ikke.

Jeg siger ikke noget om, hvad man skal gøre; jeg er forsker. Så jeg siger kun, at vi bliver nødt til at tage diskussionen og træffe nogle valg. Siden Istiden er Danmark blevet større, fordi landet har hævet sig hurtigere end vandstanden, og nu går det omvendt. Det bliver en kæmpe omstilling.”

Karsten Arnbjerg-Nielsen advarer direkte mod, at vi kun vælger at beskytte flere og flere områder mod vandet, ikke mindst havvandet, for det vil have skadelige virkninger. Der skal flere løsninger i spil:

”I Holland har man valgt at bygge diger, men der er to problemer med den løsning. Den ene er, at diger ødelægger naturen; man får ikke en god strand langs et dige. Vi har i Danmark en unik kystlinje, som er en af de bedste i verden, og hvis vi gerne vil bevare kystnaturen, må vi en gang imellem give naturen plads. Hvis hvert eneste skur har ret til at bygge et dige, så er der ikke plads til at beskytte naturen.

Den anden ting er, at det ikke er et valg, man kan gøre om. Mennesker er sådan indrettet, at når der først er bygget et dige, føler vi os sikrere, end vi i virkeligheden er, for vi kan jo se noget, som beskytter os. Og så placerer man alle mulige vigtige ting lige bag diget – togstationer og hospitaler, for eksempel. Og så ender man med at have så store værdier bag diget, at man ikke længere kan vælge om, men er nødt til at forhøje diget, når vandet stiger.”