Det er ikke med politikernes gode vilje, at Silkeborg er kommet på listen over kommuner, som sparer klippekortet væk for de svageste ældre.

Tværtimod: Kommunen har over de sidste to år filet og filet på klippekortet for alligevel at kunne få plads til den i et budget, som er blevet klemt af voksende sundhedsudgifter.

Sådan ser virkeligheden nemlig ud i Silkeborg, en af landets store kommuner, beliggende et lunt sted på danmarkskortet fjernt fra udkant og store socialøkonomiske problemer.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) sagde for nogle dage siden, at han ikke kunne forstå besparelserne.

”Jeg kan ikke forstå, at der er kommuner, der vælger at spare klippekortet væk. Derfor vil jeg gerne opfordre kommunerne til at fortsætte klippekortordningen til plejehjemsbeboere,” sagde ministeren.

Et besøg i Silkeborg ville måske hjælpe på forståelsen.

Vores guide i Silkeborgs virkelighed er Jesper Riis-Jensen, chef for staben i kommunens Sundheds- og Omsorgsafdeling, og han fortæller om en ordning, man har været glad for, men som bid for bid har måttet skæres væk for at få penge til helt nødvendige udgifter.

Presset fra hospitalerne

”Ordningen har ellers fungeret rigtigt godt, og borgerne har været glade for den, både borgere i eget hjem og på borgere på plejecentrene,” siger han.

Så man havde gerne beholdt klippekortet. Men voksende ”merforbrug” – budgetoverskridelser, slet og ret – på sundheds- og ældreområdet gjorde, at man måtte spare tre gange. Første gang i 2018. Derefter i juni 2019, og allerede i september måtte man skære igen.

”Vi nåede vist lige at sende breve ud til borgerne (om den nye ordning, red.),” bemærker Jesper Riis-Jensen.

Merforbruget er opsamlet gennem 2018 og 2019, og det handler grundlæggende om øgede udgifter til sygepleje- og genoptræning.

”Tidlig udskrivning fra hospitalerne betyder flere borgere, der skal have sygepleje,” forklarer Jesper Riis-Jensen.

”Demografien udvikler sig, som den gør, men det handler lige så meget om, at hospitalssektoren ændrer sin måde at arbejde på, så borgerne kommer tidligere hjem. Det giver os øgede arbejdsopgaver med sundhedspleje og genoptræning.

Vi har også oplevet flere tunge borgersager, altså borgere som skal have pleje 24 timer i døgnet. De kræver massiv pleje, uanset om de bor i eget hjem eller på plejecenter, og de koster os rigtig mange penge, typisk fra én til to millioner kroner hver. Dem har vi en stigning af i disse år, og jeg kan ikke sige, om der er tale om tilfældige udsving, men få år tilbage havde vi fem-ti om året, og nu har vi 15-20.”

Var svær at løbe i gang

Så det er historien i grove træk, om en god ordning, et værdsat ekstra gode, der skridt for skridt måtte vige for helt nødvendige udgifter. Og nu til detaljerne.

I begyndelsen oplevede Silkeborg faktisk, at man slet ikke kunne bruge de penge, der var sat af til klippekortordningen. Målgruppen var måske blevet defineret for snævert blandt de hjemmeboende – der var kun klippekort til borgere, som var skrevet op til en plejebolig – men også fordi både borgere og kommune lige skulle lære ordningen at kende.

”De første par år var ordningen svær at løbe i gang, det var svært for hjemmepleje og private leverandører at se, hvordan den kunne bruges, og borgerne har måske også haft begrænset kendskab til den, men i takt med, at hjemmeplejen lærer ordningen at kende, bliver de ansatte bedre til at finde borgere, som kunne have glæde af den. Så i 2018 oplever vi i hjemmeplejen en eksplosiv forbrugsvækst – fra de to millioner kroner, vi fik i tilskud, kommer vi op på at bruge fire-fem millioner,” siger Jesper Riis-Jensen.

Tre runder med besparelser

Og så kommer besparelserne. Sundheds- og ældreudvalget beslutter en beskæring, men så bliver der alligevel fundet nogle ekstra penge ved et budgetforlig, og det ender i første omgang med en blidere løsning: For borgere i eget hjem skærer man klippekortstiden ned fra 60 til 45 minutter pr. uge, mens plejehjemsbeboere får begrænset deres ugentlige klip fra 50 til 40 minutter.

Samtidig udvider og omdefinerer man målgruppen for borgere i eget hjem, så den dækker borgere på funktionsevne 3 eller 4 ifølge den fælleskommunale standard Fælles Sprog III; det vil på jævnt dansk sige folk med svær eller total funktionsbegrænsning, som ikke kun skal have hjælp til ting som rengøring og indkøb, men også til påklædning, badning, toiletbesøg og så videre. Borgere med funktionsevne 2 – moderat funktionsbegrænsning – kommer også med i ordningen, hvis de er i fare for at blive ramt af ensomhed på grund af et meget lille netværk.

Men de samlede sundheds- og ældreudgifter bliver ved at vokse, og i juni beslutter politikerne at sætte det ugentlige klip ned til 30 minutter både for hjemmeboende og plejehjemsbeboere. I september må man skære igen, og denne gang fjerner man helt ordningen på plejecentrene, men bevarer den for borgere i eget hjem.

Det var historien om klippekortet i Silkeborg, og det er ikke en historie om hjerte- og meningsløs spareiver, men om ren nødvendighed. Eller som Jesper Riis-Jensen konkluderer:

”Vi sparer dybest set som følge af omprioritering; en politisk vurdering af, at der er et større behov et andet sted.”

NB-Økonomi vil de kommende dage forsøge at få en kommentar fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.