
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Befolkningsfremskrivning giver voksende ulighed mellem udkant og bykommuner
Den seneste befolkningsprognose indebærer voksende forskel på den demografiske forsøgerbrøk i udkantskommuner og bykommuner. Det viser en ny analyse fra Vive.
Udgivet: 26/09/2019
Der kommer flere børn og ældre pr. person i den erhvervsaktive alder, det er velkendt. Men en ny analyse fra Vive viser, at den voksende forsørgerbyrde vil blive højst ulige fordelt i løbet af de kommende ti år.
Vive har set på udviklingen i den demografiske forsørgerbrøk i de forskellige kommunetyper, og den seneste befolkningsfremskrivning indebærer øget ulighed på tværs af landet.
Den demografiske forsørgerbrøk er beregnet som antallet af borgere i alderen 0-16 år og og 65 år og opefter sat i forhold til antallet af borgere i alderen 17-64 år; er brøken 70, er der 70 børn eller ældre at forsørge pr. 100 i den erhvervsaktive alder. Dette mål tager ikke hensyn til, at pensionsalderen gradvist vil blive forhøjet over 65 år, men giver alligevel et billede af den voksende forsørgerbyrde, især i en sammenligning på tværs af kommuner.
Og det er sådan en sammenligning, Vive har foretaget på grundlag af den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik.
Den demografiske forsørgerbrøk er i forvejen betydeligt højere i yderkommuner end i bykommuner; i 2019 var der 73,8 at forsørge pr. 100 17-64-årige i yderkommunerne, men kun 53,6 i bykommunerne.
Denne forskel vil vokse mærkbart de kommende år, viser Vives tal, som er beregnet på grundlag af ECO Nøgletal og Danmarks Statistiks tal.
Mens bykommuner over de næste ti år vil opleve en stigning på 4,1 procentpoint i forsørgerbrøk, vil yderkommunernes forsørgerbrøk stige hele 11,3 procentpoint. Det betyder, at yderkommunernes forsørgerbyrde umiddelbart vil være vokset til at være en fjerdedel højere end bykommunernes, hvor forskellen i dag er under en femtedel.
Andre forhold
Hvad udviklingen konkret vil betyde for den enkelte kommune, afhænger dog af mere end forsørgerbrøken, påpeger Vive. Dels er der forskelle i de forsørgede aldersgruppers sammensætning; nogle kommuner vil få flere ældre, men færre børn; dels de ældres sundhedstilstand måske ikke den samme overalt, og endelig peger Vive på, at de kommende års stigende pensionsformuer vil bidrage til kommunernes skatteindtægter.
I hvert fald det sidste forhold vil dog snarere øge den geografiske ulighed end mindske den. Vive påpegede nemlig tidligere på året i en analyse, at pensionsformuerne er meget ulige fordelt mellem kommunerne – og klart mindst i yderkommunerne.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:23
Emner: Demografi




































