
De unge kunstpionerer kommer via uddannelsen til at skabe og gennemføre deres eget, konkrete kunstprojekt i en af regionens kommuner. - Foto: Kunsthal NORD.
Gratis uddannelse til kunstpioner i Nordjylland
Unge i Nordjylland tilbydes nu gratis deltidsuddannelse på Kunsthal NORD, hvor de lærer at styre kunstprojekter og events til glæde for borgerne i det nordjyske.
Udgivet: 22/05/2019
Lene Vind, [email protected]
”Hvis man vil lære at formidle den aktuelle kunst, og man samtidig har lyst til at iværksætte kunstprojekter, der involverer borgerne i de nordjyske lokalsamfund, så skal man uddanne sig som kunstpioner”, siger Henrik Broch-Lips, der er leder af Kunsthal NORD og initiativtager til Kunstpionererne.
Kunstpionererne er en to-årig deltidsuddannelse i kunstformidling og projektskabelse. Det særlige tilbud i en dansk sammenhæng er målrettet 18 til 29-årige unge. De vil få indsigt i nutidskunsten og udvikle kompetencer til at indgå i et samspil med samtidens kunst. Deltagerne vil også få nye idéer til idéudvikling, fundraising og projektskabelse samt ny inspiration til at kunne arrangere udstillinger med professionelle kunstnere.
”Underviserne er kunstfaglige eksperter, der har speciale i samtidskunst og kuratering. Og som en ekstra gevinst vil man også få sparring af sin egen personlige mentor, der er professionel og akademiuddannet billedkunstner”, siger Henrik Broch-Lips.
Lokal kunstsatellit i en af regionens 11 kommuner
Gennem uddannelsen bliver man involveret i aktuelle udstillinger, og kommer til at skabe og gennemføre sit helt eget, konkrete kunstprojekt. Man vil komme til at arbejde selvstændigt, men man skal også være indstillet på at løse opgaver i samarbejde med sine medpionerer.
”Kunstpionerernes afgangsprojekt er at planlægge og ‘lande’ en kunstsatellit et sted i Nordjylland i en af regionens 11 kommuner. Sammen med os i Kunsthal NORD skal man skabe en lokal dialogskabende platform, der i tre dage skal involvere børn, unge og voksne i eksperimenterende samtidskunst, debatter og workshops”, siger Henrik Broch-Lips.
Det er visionen, at kunstpionererne med deres engagement skal skabe større kendskab og interesse for nutidskunsten i hele Nordjylland, og at de kan være med til, at flere bruger de allerede eksisterende kultur- og kunsttilbud og deltager i diskussioner om kunstens funktion.
”Det er mit håb at kunne give kunstinteresserede unge en større kritisk bevidsthed og indsigt i nutidskunstens potentiale, så de naturligt kan gå i dialog med borgerne og åbne nye veje til samtaler, refleksion og engagement. Lærer kunstpionererne tilmed at kunne udfordre etablerede kunstinstitutioner, og får de sat mere gang i det spirende kunstmiljø, så er målet nået”, siger Henrik Broch-Lips.
Uddannelsen begynder 10. september 2019.
Fakta om uddannelsen:
- Kunstpionererne er en gratis uddannelse for alle unge i aldersgruppen 18-29 år
- Erfaring inden for kunst, kultur og projektarbejde er ikke et krav
- Uddannelsen er to-årig og på deltid
- Undervisningen foregår i Kunsthal NORD tirsdage og torsdage 17.00 – 20.30
- Uddannelsen er ikke SU-berettiget
- Uddannelsen vil inkludere delvist finansierede studierejser i ind-og udland
- Ansøgningsfrist: 25-08-2019
- Uddannelsesstart: 10-09-2019
- Spørgsmål til [email protected]
Læs mere på www.kunsthalnord.dk og se video om uddannelsen
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20
Emner: Uddannelse





































