
Kristian Jensen (V), finansminister og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), økonomi- og indenrigsminister , advarer i konvergensprogrammet til EU om, at Danmark er tæt på mangel på arbejdskraft. ( - Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018)
Regeringen advarer om muligt valg: Lavere offentlig udgiftsvækst eller øget arbejdsudbud
Danmark kører ifølge konvergensprogrammet tæt på en mulig overophedning af arbejdsmarkedet, fordi manglen på arbejdskraft vil vokse de næste to år. Selv en mindre afvigelse kan medføre valget mellem nye reformer eller lavere vækst i de offentlige udgifter.
Udgivet: 10/04/2019
Af Arne Ullum, [email protected]
Danmark kan ifølge det netop offentliggjorte konvergensprogram ende i en situation, hvor Folketinget skal vælge imellem enten at reducere væksten i de offentlige udgifter eller gennemføre nye reformer som øger arbejdsudbuddet ved enten at tiltrække flere udlændinge eller få flere danskere til at arbejde mere.
Baggrunden er, at Danmark ifølge rapporten balancerer på kanten af mangel på arbejdskraft, og risikoen for en overophedning stiger frem mod 2020, hvor beskæftigelsen ventes at vokse hurtigere end udbuddet af arbejdskraft.
“Beskæftigelsen ligger aktuelt lidt over det strukturelle niveau, og beskæftigelsesgabet vurderes at blive udvidet yderligere frem mod 2020. Presset på arbejdsmarkedet vurderes dog at forblive forholdsvist moderat. Stiger beskæftigelsen hurtigere end forventet, eller har reformer ikke den ventede effekt, vil presset på arbejdsmarkedet kunne stige yderligere i en situation, hvor mange virksomheder i forvejen melder om mangel på arbejdskraft,” hedder det i rapporten.
Lavere vækst i offentlige udgifter
Sker det vil politikerne ifølge rapporten stå med to muligheder, hvis de vil undgå at overophede økonomien og dermed sætte opsvinget over styr.
“En mere afdæmpet udvikling i de offentlige udgifter vil i en sådan situation kunne dæmpe efterspørgselspresset,” hedder det i rapporten.
Regeringen peger dog på, at man alternativt kan løse manglen på arbejdskraft ved gennem nye reformer.
“Tiltag, som øger arbejdsudbuddet, vil generelt bidrage til, at der er flere tilgængelige ressourcer for virksomhederne – men også sikre, at den samlede velstand for befolkningen øges, fordi sådanne tiltag øger BNP strukturelt,” hedder det i rapporten.
Så tæt er Danmark på overophedning
Frygten for overophedning af det danske arbejdsmarked underbygges af en graf i konvergensrapporten, som viser at manglen på arbejdskraft vil forsætte med at vokse frem til 2020, fordi beskæftigelsen i år og næste år ventes at stige med yderligere 60.000, og så mange nye danskere og udlændinge ventes ikke at træde ind i den danske arbejdsstyrke.
Overordnede billede er en stærk dansk økonomiOverordnet set tegner rapporten dog et billede af en bomstærk dansk økonomi.
EU interesserer sig særligt for udviklingen i den strukturelle offentlige saldo, og her forventes fortsat balance i 2025. En strukturelle saldo er en udregning, hvor man renser den faktiske saldo på de offentlige budgetter for engangseffekter og den aktuelle konjunktur – altså en prognose for, hvordan saldoen ville være i et gennemsnitligt år.
Faktisk forventer regeringen et strukturelt overskud på helt op til 0,4 procent i 2022, som herefter svinder ind til balance i 2025.
Den udregning kan muligvis tiltrække sig politisk opmærksomhed, fordi netop balance i 2025 er det, som definerer det finanspolitiske råderum. Og tilbagegangen fra 2022 til 2025 er dermed med til at reducere råderummet.
Et andet punkt, som EU har meget fokus på, er den samlede ØMU-gæld, hvilket svarer til den offentlige bruttogæld, og her viser opgørelsen, at Danmark vil holde sig i komfortabel afstand fra EU-grænsen på 60 procent af BNP.
“Danmark er blandt de få lande i verden med den højeste kreditvurdering (AAA-rating) hos samtlige toneangivende kreditvurderingsbureauer,” hedder det i rapporten.
“Danmarks Konvergensprogram sætter en tyk streg under, at det går rigtig godt for dansk økonomi. Vi er inde i et opsving, hvor flere end nogensinde kommer i job. Det kan lade sig gøre, fordi vi står på skuldrene af reformer,” siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i forbindelse med offentliggørelsen af konvergensprogrammet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:20









































