
Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen vil have hjælp fra regeringen for at undgå besparelser for 89 millioner kroner på Lolland. ( - Foto: Bjarke MacCarthy/Socialdemokrati/Scanpix 2018)
Borgmester: Social eksport slår bunden ud af kommunekassen i 2020
36,7 procent af de børn, som flytter til Lolland, har en underretning fra de sociale myndigheder i deres tidligere kommune med i bagagen. Det er bare en af årsagerne til, at Lolland Kommune står overfor et sparekrav på 89 millioner kroner i 2020, og derfor kræver kommunen hjælp fra økonomi- og indenrigsministeren.
Udgivet: 13/03/2019
Af Arne Ullum, [email protected]
Den store tilflytning af sociale klienter fra især hovedstadskommunerne til Lolland slår ifølge kommunen bunden ud af kassen i 2020, hvor kommunen enten skal hæve skatten med halvanden procent eller skære så kraftigt i serviceudgifterne, at kommunen ifølge borgmesteren ikke længere kan overholde den nationale lovgivning.
“Situationen er alvorlig, og vi har fra Lolland Kommunes side behov for et møde, hvor vi kan drøfte de økonomiske udfordringer,” hedder det i et brev fra borgmester Holger Schou Rasmussen (S) til økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).
Social eksport rammer dobbelt
Ifølge kommunen bliver den ramt dobbelt af en stor udflytning af socialt udsatte fra især hovedstadskommunerne.
For det første udløser de mange tilflyttere massive sociale udgifter. Ifølge en opgørelse fra kommunen havde 36,8 procent af de 272 tilflyttede børn i 2018 en såkaldt underretning om sociale problemer med fra deres tidligere kommune. Og blandt de voksne var 154 på offentlig forsørgelse. Tilflytningen er medvirkende til, at 16,8 procent af alle børn i Lolland Kommune nu har en børnesag.
Dernæst betyder tilflytningen af socialt belastede borgere, at folketallet falder mindre i kommunen, hvilket medfører et faldende tilskud fra puljen for faldende folketal. Ifølge kommunens udregninger vil kommunen i 2020 få 125 millioner kroner mindre i tilskud for faldende folketal på grund af tilflytningen af socialt udsatte.
Modsat tæller, at de socialt udsatte udløser tilskud efter en række sociale kriterier i den kommunale udligning, men de tilskud kan slet ikke opveje de to andre effekter, siger borgmesteren.
“Det er klart, at når mere end en tredjedel af børnene har en underretning med sig, og så stor en del af de voksne er på overførselsindkomst, så hænger det slet ikke sammen,” siger borgmesteren. “Hver gang en udsat borger flytter til Lolland, står vi altså i den absurde situation, at vi får færre penge til at løse de nye opgaver, end hvis borgeren ikke var tilflyttet. Eksporten af socialt belastede borgere fra hovedstaden slår bunden ud af vores kommunekasse.”
Behov for udligningsreform
Borgmesteren skriver i sit brev, at situationen på Lolland viser, at der er behov for en reform af den kommunale udligning.
Borgmesteren peger blandt andet på, at det stærkt kritiserede kriterie for faldende folketal betyder, at kommunens økonomi ifølge en analyse fra Dataproces bliver yderligere forværret, hvis bygningen af Femernforbindelse medfører en stor tilflytning til øen.
“Lolland Kommune vil miste meget store indtægter, hvis Femernprojektet som håbet fører til tilflytning, udvikling og vækst på Lolland,” skriver borgmesteren i sit brev.
Økonomi- og indenrigsministeren oplyste i sidste uge i et svar til Folketinget, at han gerne vil vente med at vurdere effekten af Lollands faldende tilskud fra puljen for faldende folketal indtil de samlede tilskud og udligning er kendt i slutningen af juni.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19









































