
Data for forsvundne afslører massive forskelle i CPR-kontrollen hos de danske kommuner
Alle kommuner skal ifølge loven med "mellemrum" undersøge, hvor forsvundne borgere er blevet af. Alligevel er der nu cirka 15.000 forsvundne personer i CPR-registeret, og tallene afslører massive forskelle mellem kommunerne, som tyder på en meget uensartet kontrol. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 28/02/2019
Af Arne Ullum, [email protected]
Danmark har officielt et CPR-register, hvor alle som bor i Danmark registreres efter de ensartede regler, som står i lov om Det Centrale Personregister. Men data for antallet af forsvundne borgere viser, at kommunerne forvalter CPR-loven vidt forskelligt.
Det er en vigtig årsag til, at der nu står næsten 15.000 primært udlændinge som forsvundne i det danske folkeregister.
Ifølge loven skal en kommunalbestyrelse “med mellemrum” se på listen over forsvundne personer, men tallene viser, at det bliver forvaltet meget forskelligt i de enkelte kommuner. Mens de forsvundne i København svarer til 9,7 procent af alle indvandrede i kommunen, så svarer det i 36 kommuner til under een procent.Antallet af forsvundne har ingen betydning for fordelingen af eks. kommunal udligning ligesom de pågældende ikke optjener folkepension mv. Men tallene er interessante, fordi de yderligere en kraftig indikation på, at kommunernes kontrol med CPR-registeret er meget forskellig.
Tallene viser således, at ud af fem kommuner som har gennemført en ekstraordinær kontrol af CPR-registeret, da har de fire (Esbjerg, Frederiksberg, Norddjurs og Hjørring) oplevet et betydelige fald i antallet af forsvundne, mens Gentofte har uændret antal.
NB-Økonomi har de seneste dage fremlagt data, som tyder på, at en række kommuner har fejlregistreret et stort antal udlændinge, som dermed optjener ret til en sække sociale ydelser og sikrer kommunen en uretmæssig stor andel af den kommunale udligning.
NB-Økonomi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra de kommuner, som ligger meget højt på listen.
Fakta: Det siger CPR-logvens §6, stk. 5:
“Den hidtidige bopælskommune skal registrere den, der resultatløst er eftersøgt, som forsvundet, indtil vedkommende er fundet eller har givet sig til kende. Kommunalbestyrelsen skal med mellemrum tage sagen op for at vurdere, om der kan fastlægges en bopæl eller et fast opholdssted.”
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19









































