
Så meget koster det, at få Tour de France til byen
Budgettet er 88 mio kroner for at få verdens største cykelløb til Danmark. De 17 mio. kroner kommer fra staten og resten betales af de kommuner og regioner, som får besøg af løbet, og via sponsorindtægter.
Udgivet: 22/02/2019
Af Lene Vind, [email protected]
Nu er det officielt, at Danmark bliver værtsland for Tour de France-starten i juli 2021. Det bliver en af de største sportsbegivenheder, der er afholdt i Danmark. Det foreløbige budget lyder på 88 mio. kroner og det er inden udgifter til sikkerhedsforanstaltninger er medregnet. Ud af de 88 mio. kroner finansieres 17 mio. kroner fra staten, 55 mio. kroner fra kommunerne og 15 mio. kroner fra regionerne. Dertil forvente ca. 1 mio. kroner at komme fra sponsorindtægter og andre bidrag.
Det koster at blive eksponeret
I de dele af landet, som bliver eksponeret overfor 3,5 milliarder tv-seere fra 190 lande, som vil kigge med, når cyklisterne passerer land og by, er København, Roskilde, Nyborg, Vejle og Sønderborg, derfor er det også kommunerne og regionerne, som står for den største del af udgiften.
København bliver den officielle startby, hvorfra cykelløbet udgår den 2. Juli 2021 og derfor har kommunen budgetteret med 25 mio. kroner. Anden etape starter i Roskilde, hvor der i forvejen er godt i gang i byen pga Roskilde Festivalen. Kommunen har afsat 5 mio. kroner. Fra Roskilde går touren videre over Storebæltsbroen, som forventes at blive et højdepunkt på flere måder – og målet er i Nyborg, som har afsat 10 mio. kroner til begivenheden. Det koster dobbelt så meget at være mål-by som start-by.
Sidste etape i Danmark har start i Vejle, hvor cyklisterne vil møde Danmarks ’Alpe d’Huez-etape’. Vejle Kommune har budgetteret med 5 mio. kroner og målbyen Sønderborg har som Nyborg kalkuleret med 10 mio. kroner. Fra Sønderborg flyver cykelrytterne til Frankrig og fortsætter cykelløbet på vanlig vis. Tallene fra kommunernes budgetter stammer fra DR-TV.
Tourens reklameværdi i Danmark
Erhvervsministeriet har undersøgt, hvor meget reklameværdien kunne være ved at afholde den attraktive Grand Départ i Danmark. Ifølge en rapport udarbejdet af Deloitte i forbindelse med afvikling af den seneste Grand Départ i Düsseldorf i 2017 viser, at de økonomiske gevinster for Düsseldorf var i omegnen af ca. 478 mio. kroner. Reklameværdien for Düsseldorf blev i rapporten anslået til ca. 3,3 mia. kroner. Disse tal vil helt sikkert blive vendt og drejet mange gange inden cykelløbet bliver skudt afsted i København.
Følgende parter står bag Tour de France i Danmark: Erhvervsministeriet, Københavns Kommune, Roskilde Kommune, Nyborg Kommune, Vejle Kommune, Sønderborg Kommune, Sport Event Denmark, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark og Wonderful Copenhagen.
Interesserede kan læse mere om ”The greatest cycling race in the world meets the best cycling city in the world” på blandt andet https://www.facebook.com/tourstartdk/
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19









































