Greves borgmester vil fjerne den kommunale anvisningsret til de almene boliger i kommunen, så det bliver sværere for socialt udsatte borgere at flytte ind og nemmere for "hr. og fru Greve".

Greves borgmester vil fjerne den kommunale anvisningsret til de almene boliger i kommunen, så det bliver sværere for socialt udsatte borgere at flytte ind og nemmere for "hr. og fru Greve". - Foto: (Ritzau/Scanpix)

Udelukkelse af socialt udsatte fra almennyttige boliger udløser krav om ændret fordeling af tilskud på 10,8 mia. kr.

Begrænsningen af socialt udsatte borgeres adgang til almene boliger i hovedstaden skærper kravet om ændring af et særligt tilskud på 14,4 mia. kroner i den kommunale udligning, som fordeles efter antallet af især almene boliger. Læs om baggrunden for tilskuddet her.

Udgivet: 05/02/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, arne@nb-okonomi.

Den stigende favorisering af familier i arbejde eller uddannelse i de almennyttige boliger i hovedstadskommunerne skærper nu et krav om, at et samlet socialt tilskud på 10,8 milliarder kroner i den kommunale udligning skal fordeles anderledes.

De 10,8 millarder kroner fordeles i dag til kommunerne i forhold til, hvor mange familier der  bor i bestemte boligtyper, hvilket primært vil sige almennyttige boliger. Det betyder, at kommunerne får et tilskud på cirka 15.575 kroner til hver af de cirka 693.854 familier, som bor i almennyttige boliger eller særligt billige lejeboliger i landkommunerne.

Logikken bag tilskuddet har ifølge en række betænkninger om udligningssystemet været, at antallet af familier i almene boliger var et meget godt udtryk for kommunernes udgifter til socialt udsatte borgere.

“Det er ikke rimeligt, at kommuner får tilskud efter antallet af familier i almene boliger, hvis kommunerne samtidig udelukker de socialt belastede borgere fra de almene boliger,” siger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen. “Jeg vil derfor kræve, at Folketinget ændrer dette kritiere, så man ikke kan få tilskud til almene boliger, hvor de socialt udsatte ikke kan flytte ind. Hvorfor skal man have social udligning, fordi man har sociale almene boligbyggerier, når der efterhånden ikke vil bo nogen, som på grund af sociale problemer har brug for ekstra hjælp fra kommunen?”

Lollands borgmester har nu bedt om at få hele spørgsmålet om social eksport på dagsordenen, når de 18 sjællandske kommuner mødes til det næste møde i KKR Sjælland, der er et samarbejdsorgan for kommunerne.

Greve sag skærper debat om social eksport

Debatten om social eksport og udelukkelsen af socialt belastede borgere fra almene boliger puster dermed til en kritik af kriterierne i den kommunale udligning, som hidtil primært er kommet fra de seks østjyske kommuner i sammenslutningen RimeligUdligning.nu.

Kritikken har primært kørt på, at beboerne i almennyttige boliger var forskellig i by- og landkommuner, fordi det i landkommunerne primært er folk uden mulighed for at købe et hus, som bor i almennyttige boliger, mens det ifølge organisationen i højere grad er almindelige LO-familier, som bor i almene boliger i storbyerne.

Hvis man ser på data for beboernes gennemsnitsindkomst i de almene boliger, så viser de, at beboerne i de almene boliger i hovedstaden i 2016 (de nyeste tal) havde en væsentligt højere indkomst end i mange provinskommuner.

Men tallene viser også, at afstanden er indsnævret siden 2012, hvor Finansieringsudvalget senest regnede på sammenhængen mellem kommunernes sociale udgifter og antallet af almene boliger.


Fakta: Sådan når vi frem til 10,8 milliarder kroner NB: Rettet efter udgivelse

Ifølge den seneste tilskudsudmelding fra Økonomi- og Indenrigsministeriet fik kommunerne beregnet et udgiftsbehov på 118,1 milliarder kroner på baggrund af 14 sociale kriterier. 15 procent af dette udgiftsbehov svarende til 17,7 milliarder kroner blev fordelt efter antallet af  familier i særlige boliger – hvilket primært vil sige almennyttige boliger.

Alle kommuner får landsudligning på 61 procent af det udgiftsbehov svarende til 10,8 milliarder kroner.

Derudover får næsten alle provinskommuner såkaldt “Tilskud til kommuner med højt strukturelt underskud” svarende til yderligere 32 procent, ligesom den fattigste halvdel af hovedstadskommunerne får yderligere tilskud fra den rigeste halvdel af kommunerne i hovedstadsudligningen på baggrund af familier i særlige boliger, men det beregnes efter andre vægte.

Vi har valgt at fokusere på landsudligningen, altså de 10,8 milliarder kroner, da det er den pulje af penge, som alle kommuner får. Det skal bemærkes, at der i dette beløb ikke er indregnet indirekte effekter på andre dele af udligningssystemet, som kan ændre tallet marginalt.

Kriteriet omfordeler cirka 1,7 milliarder kroner – altså flytter fra kommuner som får mere end de ville have fået, hvis de 10,8 milliarder istedet blev fordelt ved en normal bloktilskudsfordeling pr. borger.

Rettelse: Efter udgivelsen blev vi opmærksomme på, at vi ved en fejl havde blandet tallene fra to kriterier i udregningen. NB-Økonomi beklager fejlen.

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]