Så sent som i 2013 skrev medierne åbent om de såkaldte øv-dage, hvor offentligt ansatte pjækkede åbenlyst fra arbejde. Ny analyser viser, at de offentlige ansatte ikke har væsentligt flere korte sygeperioder end de privatansatte - til gengæld har de flere lange sygemeldinger. (

Så sent som i 2013 skrev medierne åbent om de såkaldte øv-dage, hvor offentligt ansatte pjækkede åbenlyst fra arbejde. Ny analyser viser, at de offentlige ansatte ikke har væsentligt flere korte sygeperioder end de privatansatte - til gengæld har de flere lange sygemeldinger. ( - Foto: Screendump fra dr.dk)

Analyse punkterer to myter om offentlige ansattes sygefravær

Ny rapport fra Finansministeriet punkterer to populære myter om de offentlige ansattes sygefravær. Men der er stadig op imod et par milliarder at spare, hvis de offentligt ansattes sygefravær kommer på niveau med det private.

Udgivet: 03/01/2019

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

En af myterne i en offentlige debat er, at de offentligt ansatte er næsten dobbelt så meget syge, som deres private kolleger, og at den store forskel skyldes øv-dage og meget korttidssygdom.

Virkeligheden er ifølge en analyse fra Finansministeriet, at de kommunalt ansatte er cirka 50 procent mere syge svarende til tre sygedage om året, hvis man korrigerer for rammevilkår som brancher, arbejdsfunktioner og alder.

Samtidig viser analysen, at der stort set ikke er nogen forskel i det korte sygefravær, og derfor er forskellen på de tre dage i det samlede sygefravær drevet af længere og flere lange sygemeldinger hos de offentligt ansatte.

Det var ikke med i pressemeddelelse

Den oplysning har Finansministeriet dog ikke fundet plads til i den pressemeddelse, som fulgte med analysen. Her tales der blot om, at sygefraværet i den offentlige sektor er 11,4 dage om året.

Men i den bagvedliggende rapport fremgår det, at over halvdelen af forskellen mellem det private og det offentlige sygefravær forsvinder, hvis man indregner forhold som arbejdsfunktioner, alder, køn osv. for medarbejderne.

“Det skønnes, at forskellen i det gennemsnitlige sygefravær mellem den offentlige og private sektor reduceres med ca. 50-60 pct., når der korrigeres for sammensætningen af medarbejdere og arbejdsfunktioner,” hedder det i analysen.

Opgørelse viser, at sygefraværet i den offentlige sektor generelt er højere end i den private sektor. Det er særligt det længerevarende sygefravær over 30 dage, der er højere i både kommuner, regioner og staten sammenlignet med den private sektor.

“I kommuner og regioner øger sygefravær over 30 kalenderdage det gennemsnitlige sygefravær med henholdsvis 6,1 og 4,8 dage. I staten øger sygefravær over 30 kalenderdage det gennemsnitlige sygefravær med 3,5 dage. I det private drejer det sig om 2,2 dage,” hedder det i opgørelsen. Disse tal er ikke korrigeret for rammevilkår, og derfor afviger de fra tallene i indledningen af artiklen.

Selvom forskellen er mindre end den umiddelbart ser ud, så har det større offentlige sygefravær væsentlig betydning.

Hver ekstra sygedag svarer til cirka 2800 fuldtidspersoner, som hver dag mangler på de offentlige institutioner, fremgår det af opgørelsen. Samtidig viser en potentialeberegning, at en nedbringelse af sygefraværet i den offentlige sektor med en sygedag om året vil frigøre offentlige ressourcer svarende til 790 millioner kroner.

Kilde: Rapport om sygefravær fra Finansministeriet.

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]