Skovshoved tankstation, der er tegnet af Arne Jacobsen, er et eksempel på en nyere bygning, som er fredet. Tankstationen er opført i 1939 og fredet i 1986.

Skovshoved tankstation, der er tegnet af Arne Jacobsen, er et eksempel på en nyere bygning, som er fredet. Tankstationen er opført i 1939 og fredet i 1986. - Foto: Jens Markus Lindhe.

Kommuner skal lære at forvalte kulturmiljøer bedre

22 kommuner er med i et projekt, som undersøger fredning af kulturmiljøer. Der er penge i det for kommunerne, og derfor udvides projektet med endnu 30 kommuner. Det fortæller forfatteren til en ny bog om bygningsfredning, der foreslår kommunerne at arbejde tættere sammen med staten om fredning. 

Udgivet: 28/11/2018

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Lene Vind, [email protected]

”Vil man tilintetgøre ’De seks Søstre?’”, hedder det i indledningen i Fredet. Bygningsfredning i Danmark 1918-2018, som udkommer her i 100-året for den første lov på området.

’De seks Søstre’ var den knap 300 år gamle husrække, Nybørs, som lå ved siden af Børsen i København, og som Privatbanken havde købt. Sagen vagte en del opmærksomhed, fordi købet af de seks renæssancehuse havde en større betydning.

”En ganske anden sag bliver det, hvis de Gaarde, der købes til Nedrivning, besidder en arkitektonisk eller kulturhistorisk Værdi, som gør dem saa at sige til Alles aandelige Fælleseje. Da gaar Ejendomskøbet for at være en temmelig privat Affære over til at blive en Sag, som kræver Offentlighedens fulde Aagtpaagivenhed”, stod der i Politiken den 27. Januar 1899.

Begivenheden markerer, at den generelle holdning til at rive ældre huse ned ændrede sig. Man fik en anden forståelse af husene, som forsvandt.

Kulturmiljøfredninger mangler i loven

Bogen undersøger, hvordan synet på, hvad der er bevaringsværdigt, har ændret sig gennem tiden. Og hvordan man har fredet og ud fra hvilke kriterier. Et af de emner, som bogen vender kredser om, er fredninger af f.eks. hele gadestrøg, også kaldet kulturmiljøfredninger, som eksemplet med ’De seks Søstre’ er et bevis på.

Praksis med enkeltfredninger har været brugt i mange sager, fordi byernes helheder er vigtige at bevare, men den praksis er ikke kommet med i revisionerne af bygningsfredningsloven. Og det punkt mener bogens ene forfatter Mogens A. Morgen, professor ved Arkitektskolen i Aarhus, vil være en stor fordel at få indført.

”Man har f.eks. kulturmiljøfredninger i Norge, hvor det fungerer aldeles udmærket. Med en kulturmiljøfredning, at det de udvendige dele og helheden, der er vigtige. Man er mindre interesseret i det, der ligger inde bagved muren, hvilket betyder, at kommunerne kunne stå med nogle bygninger, hvor det er det udvendige, som skal passes på, hvorimod borgerne ville være mere frit stillet til at lave ombygninger inde i deres huse,” forklarer Mogens A. Morgen.

Han mener, at kommunernes forvaltning af bevaringsværdige bygninger er noget problematisk i en del kommuner.

”Der er selvfølgelig også en del kommuner, som gør det rigtig godt, men der er mange, som ikke har set potentialet i fredningen,” siger Mogens A. Morgen til NB-Økonomi.

Kulturarv har en reel værdi

Der er et stort potentiale for kommunerne ved at bevare kulturarven, hvis de begynder at fokusere mere på kulturmiljøfredningerne.

”Pointen er jo, at kulturarven ikke skal være en møllesten, den skal være en værdi for samfundet. Det er jo bevist sort på hvidt, at det også økonomisk kan betale sig at bevare kulturarven,” siger Mogens A. Morgen og henviser til pjecen ”Vores fælles skatkammer” fra 2015, hvor Realdania fik firmaet Incentive til at satte præcise tal på, hvor meget bevaringsværdige kulturmiljøer tilfører økonomisk. I pjecen bliver Ribe brugt som et eksempel på en by, hvor omsætningen er 92 mio. kroner årligt pga. bygningsarven. I undersøgelsen fremgår det også, at 83 procent af danskerne mener, at kulturarven har stor betydning, når de skal vælge mål for ture, ferier og udflugter.

”Jeg synes, at denne undersøgelse er omtalt alt for lidt – og egentlig ville jeg gerne bruge den i et roadshow rundt til alle kommuner,” siger Mogens A. Morgen.

Det er dog hans opfattelse, at kommunerne faktisk er begyndt at få fokus på området, og det ved han, fordi Arkitektskolen i Aarhus er med i projekt ”Screening af Danmarks Kulturmiljøer”, som har til formål at hjælpe kommunerne med at udpege deres kulturmiljøer.

”Vi har valgt 22 kommuner og har fået ekstra penge fra Realdania til yderligere 30 kommuner, og det er over halvdelen af landets kommuner, som vi kommer rundt til, så på den måde tror jeg, at der kommer mere og mere opmærksomhed op området. Og der står i planloven, at de skal udpege bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer, så de ved godt, at de skal gøre det,” fortæller professoren, som har en fortid som kontorchef i Slots- og Kulturstyrelsen.

KL var imod fredning af kulturmiljøer

Mogens A. Morgen sad selv med i sekretariatet for lovændringen i 2010, hvor man forsøgte at få kulturmiljøfredningen med i loven, men på det tidspunkt var der ikke vilje til det. Bogen fortæller om KLs modvilje, fordi organisationen mente, at det ville fratage dem en del af det kommunale selvstyre.

”Og det kan man måske godt sige, men der er bare så mange fordele for kommunerne ved at lave kulturmiljøfredninger,” mener Mogens A. Morgen. Derfor argumenterer han for, at man finder en ny samarbejdsform mellem kommuner og stat, så ansvaret for kulturmiljøfredninger bliver en statslig fredning.

”Det man kan se nu er, at det fungerer ikke godt nok i kommunerne, og derfor skal man selvfølgelig gøre noget.”

Bogen ”Fredet. Bygningsfredning i Danmark 1918-2018” er skrevet med udgangspunkt i et forskningsprojekt, som er gennemført ved Arkitektskolen Aarhus af professor Mogens A. Morgen og arkitekturhistoriker, ph.d. Jannie Rosenberg Bendsen. Jens Markus Lindhe har fotograferet. Bogen er udkommet på forlaget Strandberg Publishing.

 

 

 

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:19

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]