Fællesmåltid i skolehaven.

Fællesmåltid i skolehaven. - Foto: Kasper Leegaard.

Lokalsamfund bruger skolehaven som mødested efter skoletid

Foreningen Haver til Maver har hjulpet 40 skolehaver i gang rundt omkring i Danmark, og med 2 mio. kroner fra fonde vil foreningen udvikle konceptet og finde ud af, hvordan skolehaver kan skabe inklusion og sammenhold og fungere som fælles mødesteder i lokalsamfund. Udviklingsprojektet løber i 2019-2020.

Udgivet: 09/11/2018

Lene Vind

Journalist

Del artiklen:

Lene Vind, [email protected]

En skolehave er langt mere end snorlige riller med solsikkespirer på vej. I Odense Kommune har lokale kræfter været med til at etablere skolehaver, hvor børnene lærer om dyrkning af grøntsager og bæredygtighed i skoletiden, og går til skolehave med deres forældre i fritiden og møder internationale familier fra hele verden gennem projektet International Garden. Og på Rabarbergården i Gribskov Kommune har skolehaven f.eks. dannet ramme for jobtræning af syriske flygtninge.

Skolehave-projektet i Odense Kommune har været i gang i otte år, og det er foreningen Haver til Maver, som har til huse på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk, der har hjulpet projektet i gang.

Foreningens målsætning er “at styrke børn og unges fortrolighed med og forståelse for madens vej fra jord til bord, for naturen, for økologi og bæredygtighed, for madkvalitet og for en sund levevis.

“Og indtil videre har foreningen været fødselshjælper for i alt 40 skolehaveprojekter rundt omkring i Danmark, og flere kommuner har lavet en strategi for etableringen af skolehaver. F.eks. har Furesø Kommune i dag 41 skolehaver i alt – der er skolehaver i daginstitutioner, på skoler og som et centralt undervisningstilbud i Stavnsholt, hvor skoleeleverne kan få undervisningsforløb i en skolehave.

De kan 40 skolehaver kan ses her.

Haver til Maver er en medlemsforening, som 80 procent fondsfinansieret. Etableringen af skolehaverne foregår typisk på den måde, at en lokal ildsjæl eller instans henvender sig til foreningen, som stiller viden og materialer til rådighed. I 20 kommuner betaler kommunen for en ordning, så f.eks. en skoleårgang kommer og dyrker haverne.

Siden Haver til Maver blev stiftet i 2006 er der kommet ny viden om læringsmiljøer og forskning fra blandt andet Aarhus Universitet og Copenhagen Business School, og forskningen peger på, at skolehaverne har potentiale til at fungere som en vigtig dynamo for lokalsamfundets udvikling ved at skabe et miljø, der også kan være et mødested på tværs af alder, kultur og køn udenfor skoletiden. CBS har kigget på forankring og hvad der gør skolehavens økonomi robust og her viser det sig, at de mest robuste skolehaver er dem, hvor kommunen helt eller delvist finansierer driften af skolehaven.

Udvikling af skolehaven som mødested

Den ny viden skal nu inddrages i et udviklingsprojekt, som Friluftsrådet og Realdania støtter med knap to mio. kroner. Heri indgår også et løft af designet og det fysiske rum omkring skolehaverne.

”De 40 lokale Haver til Maver skolehaver i landet står ofte tomme efter skoletid i hverdagene, i weekender, i ferier og i vinterhalvåret, og det giver uudnyttede opholdssteder og øde udemiljøer. Ved at løfte de fysiske rammer, kan vi skabe et spændende mødested for borgere i lokalsamfundet, og vi ved, at skolehavernes robusthed og økonomi bliver styrket ved at udfylde rummet med andre funktioner, der så også kan komme flere mennesker til gode ”, siger Daniel Hervik, udviklingschef hos Maver til Haver.

I udviklingsprojektet kommer også til at indgå et pilotprojekt med minimum tre udvalgte skolehaver. Skolehaverne er ikke udvalgt endnu, men lokalsamfundet kommer til at indgå som et aktiv, derfor skal skolehaverne ifølge Daniel Hervik udvælges, så erfaringen bliver så bred som mulig.

Det er forventningen, at Haver til Maver kan præsentere principper og tegninger for gennemprøvede fysiske rammer til andre skolehaver i Danmark efter projektperioden, som løber fra 2019-2020. Haver til Maver arbejder med open source, så Daniel Hervik regner med, at tegningerne bliver lagt ud på foreningens hjemmeside, hvor f.eks. den lokale håndværker kan hente dem. Haver til Maver kommer også gerne ud og sætter køkkenerne op mod betaling, fortæller Daniel Hervik, men det kunne jo også være børnene selv, som tømrer møblerne sammen, foreslår han. Så er den ide givet videre.

Fakta om Haver til Maver

  • Haver til Maver er en landsdækkende almennyttig forening, der arbejder for at styrke primært børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed – bl.a. ved at udvikle og udbrede skolehaver. Haver til Maver blev startet i 2006 af Aarstidernes medgrundlægger Søren Ejlersen. Haver til Maver er støttet af Nordea-fonden. Yderligere fakta om Haver til Maver og skolehaver findes her.
  • Haver til Maver kan tilbyde gratis rådgivning om alle dele vedr. etablering, opstart og drift af en skolehave samt facilitering af møder ift. aftaleindgåelse.
  • Odense Kommunes skoleprojekt er beskrevet på kommunens hjemmeside.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]