Af Arne Ullum, nb-okonomi.dk

Der er brugt mange skattekroner og arbejdstimer fra seriøse forskere på den benchmark, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fredag offentliggjorde. Der er desværre grund til at frygte, at pengene er delvist spildt.

Det kan man ikke laste forskerne for, men derimod beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Ministeriet valgte at ændre forskernes oprindelige set-up og fjernede ganske enkelt et af fire parametre i analysen. Og det vel at mærke uden gøre klart opmærksom på ændringen og uden at gøre opmærksom på effekten.

NB-Økonomi har talt med flere kommunale folk, som brugte weekenden på at kortlægge effekten af ændringen, og dernæst at skyde benchmarkanalysen i sænk. Og blandt kommunale topfolk fra økonomi og beskæftigelsesafdelingerne gik der hurtigt “Kremlnoligi” i den, fordi ministerens ændringer netop gav et dårligere resultat for en stribe socialdemokratisk ledede kommuner, som ministeren har kritiseret de seneste par år.

Effektiviseringsivrig borgmeste skød analysen ned

Inden solen var gået ned fredag var ministerens egen partifælle, beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) fra København, rykket i felten for at skyde analysen ned. Og hun er vel at mærke en af de få kommunalpolitikere, som gik til valg på at effektivisere den kommunale beskæftigelsesindsats.

Dermed blev fokus hurtigt vendt fra en seriøs – og helt nødvendig – diskussion om, hvordan kommunerne kan effektivisere beskæftigelsesindsatsen til en diskussion om metodik og præsentation.

Det er ikke længe siden, at innovationsminister Sophie Løhde (V) lavede et næsten tilsvarende stunt ved at overspille konklusionerne i en kulegravning af ældreplejen og dagtilbudene. Igen en seriøs og interessant rapport, som delvist døde på grund af en berettiget mistanke om, at den blev brugt og måske også misbrugt politisk.

De to Venstreministre burde invitere sig selv på en kop kaffe hos økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), der har udvist stort mådehold i brugen af en række fremragende benchmark-analyser, som er kommet fra ministeriets særlige benchmarkenhed.

Ingen, der kender Ammitzbøll-Billes politiske dagsorden, kan være i tvivl om, at fristen til at score politiske point må have været stor. For flere af benchmarkanalyserne viser, at der er et betydeligt potentiale, hvis de dårligste kommuner lærer af de bedste.

Måske skyldes mådeholdet ikke alene Ammitzbøll-Billes kløgt, men også det forhold at benchmarkenheden er lagt ud i en selvstændig enhed med egen bestyrelse, hvor en repræsentant for KL sidder med ved bordet.

Det var måske en model, som burde kopieres i de øvrige ministerier.