
Alle partier lover at halvere antallet af puljer inden 2022
Alle Folketingets partier har indgået en aftale, der skal gøre op med det, som innovationsministeren har kaldt "puljetyranniet". Målet er, at antallet af puljer til kommuner og regioner skal være halveret i 2022.
Udgivet: 12/10/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Alle Folketingets partier har indgået en aftale om at begrænse antallet af puljer til kommuner og regioner, for at stoppe et stadig stigende forbrug til administration af puljerne.
Helt konkret har partierne aftalt en målsætning om, at antallet af puljer skal være halveret i 2022 fra de nuværende 71 puljer. Derudover er det aftalt, at puljer som udgangspunkt skal være på mindst 10 millioner kroner.
Ud af de 71 eksisterende puljer vil de 64 automatisk løbe ud inden 2022, viser en opgørelse i Finansministeriet, og dermed vil aftalen ikke umiddelbart medføre nedlæggelse af puljer men alene binde politikerne til at indføre færre nye.
Puljerne har været hadet og elsket i kommunerne. Elsket, fordi de udløste ekstra penge til kommunerne, og hadet, dels fordi de udløste omfattende bureaukrati, dels fordi de indskrænker det kommunale selvstyre.
Hovedfokus med aftalen har ifølge de radikales forhandler Lotte Rod først og fremmest været drevet af et ønske om at reducere bureaukratiet.
“Det er ikke nødvendigvis et opgør med detailstyring. Vi skal lave færre og større puljer, så der ikke spildes så meget tid og så mange penge på at søge. Og vi skal ikke lave udviklingsprojekter uden at følge dem med bl.a at sørge for, at gode indsatser udbredes i stedet for bare at lukke ned efter tre år med skønne, spildte kræfter,” siger hun.
Dansk Folkeparti har ofte været fortaler for puljerne, fordi de giver Folketinget en mulighed for at rette op på forhold, som man ikke er tilfreds med i kommunerne.
“Vi har ikke givet os selv bånd på, at vi slet ikke kan oprette puljer, men hensigten er selvfølgeligt færre puljer for at begrænse administrationen. Det er især de puljer, vi byder ud til alle kommuner, som vi skal sørge for ikke bliver for små,” siger Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.
Socialdemokratiet vil styrke kommunale selvstyre
Socialdemokratiets forhandler siger, at der har været en forskel mellem partiernes motivation for at indgå aftalen.
Socialdemokratiet har ‘utvetydigt’ ønsket at styrke det kommunale selvstyre, og fik ifølge partiets forhandler Magnus Heunicke en passus ind i aftaleteksten, som understreger at partierne i fremtiden også skal overveje at “tildeling via direkte tilskud på baggrund af en objektiv, relevant fordelingsnøgle, så fordelingen af midler til kommuner og regioner sker på en så hensigtsmæssig og ubureaukratisk måde som muligt.”
“Hvis man løfter et område, så kan man over bloktilskuddet give et beløb, så vi ikke behøver at bruge tid på ansøgninger og dokumentation, og på den måde gøre det mere ubureaukratisk og give mere frihed til kommunerne,” siger han.
En god dag på kontoret
Liberal Alliances forhandler Henrik Dahl, kalder det “en god dag på bureaukratibekæmperens kontor”.
Alligvel advarer han om at tro, at opgaven er slut.
“Magrethe Vestsager sagde en gang meget rigtigt, at politikere fjerner regler med en pincet, mens systemet hælder nye på med en skovl.”
Henrik Dahl hæfter sig dog ved, at Folketinget med afbureaukratisering på beskæftigelsesområdet, fjernelse af 3.000 bindende mål på folkeskoleområdet og forenklinger på skatteområdet gennem eksempelvis fjernelse af nøddeafgiften hele tiden får fjernet bureaukrati.
“Men det er en opgave, som aldrig stopper,” siger han.
Fakta: Se oversigten over alle puljer i 2017 her


Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































