Restauranter og hoteller er ifølge HORESTA udsat for unfair konkurrence, når store offentlige og selvejende kultur- og idrætsinstitutioner tilbyder at holde eks. konfirmationer i deres lokaler, som har fået offentligt tilskud. (

Restauranter og hoteller er ifølge HORESTA udsat for unfair konkurrence, når store offentlige og selvejende kultur- og idrætsinstitutioner tilbyder at holde eks. konfirmationer i deres lokaler, som har fået offentligt tilskud. ( - Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017)

HORESTA: Indgreb mod foreningers cafedrift har forkert fokus

Nu opfordrer de private hoteller og restauranter regeringen til at fokusere på forslaget om tvungen bortforpagtning af madboder og kiosker. Regeringen skal droppe krav til almindelige foreninger og istedet fokusere på de væsentlige områder, som betyder noget for de private virksomheder.

Udgivet: 23/08/2018

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Regeringen har tilsyneladende glemt at lytte til de private virksomheder, som netop skulle nyde godt af et forslag om, at offentligt støttede foreninger skal tvinges til at bortforpagte cafedrift i eksempelvis idrætshaller og klubhuse.

HORESTA, der er hotellers og restauranters erhvervsorganisation, frygter at indgrebet mod det frivillige foreningsliv vil betyde, at hele forslaget om at gribe ind overfor det, foreningen opfatter som unfair konkurrence mod sine medlemmer, falder, og HORESTA vil derfor have regeringen til at fokusere forslaget.

“Det er en naturlig og forventelige del af at have en idrætshal eller en fodboldbane, at man kan gå ind og få en pølse, en sportsbolle eller en kop kaffe,” siger Kristian Nørgaard, politisk konsulent i HORESTA.

Han opfordrer regeringen til at fokusere på de “virkelige udfordringer” i relation til unfair konkurrence mod hoteller og restauranter.

Det offentlige skal ikke afholde konfirmationer

Reaktionen fra HORESTA kommer efter at NB-Økonomi i sidste uge offentliggjorde et notat fra regeringen til en arbejdsgruppe, der skal begrænse det, som regeringen har kaldt opgavetyveri og unfair konkurrence.

I notatet kommer regeringen med en række forslag til stramninger – herunder også forslaget om tvungen bortforpagtning af offentligt støttede foreningers cafedrift.

HORESTA har i mange år kæmpet mod unfair konkurrence fra det offentlige, men organisationen mener at “notatet springer let og elegant hen over de virkelige udfordringer.”

HORESTAS medlemmer oplever, at restauranter og cafeer i store offentlige og selvejende kultur- og idrætsinstitutioner driver unfair konkurrence, fordi de har offentlige kroner i ryggen.

“Det bør ikke være en offentlig eller offentlig støttet opgave at afholde konfirmationer, runde fødselsdage og bryllupper eller at levere mad ud af huset,” siger Kristian Nørgaard.

Medlemmer udsættes for unfair konkurrence

Ifølge den gældende fortolkning af kommunalfuldmagten må en kommune eller en offentligt støttet forening godt drive såkaldt accessorisk virksomhed. Det er aktiviteter, som er direkte forbundet med en lovlig kommunal virksomhed. Det kan eksempelvis være en cafe i en svømmehal.

Mens kommunene er underlagt et krav om bortforpagtning af eksempelvis cafeer, så har det ikke været tilfældet for foreninger og selvejende institutioner, som får direkte eller indirekte offentlig støtte. Regeringens forslag vil pålægge alle foreninger den samme pligt. Små foreninger, som eksempelvis spejdernes kagesalg, vil dog ifølge forslaget blive undtaget.

HORESTA mener ikke, at tvungen bortforpagtning er løsningen. Foreningen vil istedet have sat en effektiv stopper for, at cafeerne bliver brugt til familiefester og andre arrangementer, som ikke har nogen direkte sammenhæng med foreningens aktiviteter.

HORESTA foreslår derfor, at regeringen fokuserer sit forslag om tvungen bortforpagtning cafedrift i offentligt støttede kultur- og idrætsforeninger. Til gengæld skal regeringen gennemføre regler, som begrænser kundekredsen til de naturlige brugere af idrætsfaciliteten eller foreningen.

“Der skal sættes klare rammer for, hvad der er lovligt for offentlige og selvejende institutioner med offentlig støtte – uagtet størrelse og om bortforpagtning er mislykket,” siger Kristian Nørgaard.

Han efterlyser samtidig en større gennemsigtighed, så det sikres, at offentlige kroner ikke går til at drive ulige konkurrence mod private virksomheder. Det kan være gennem klare krav om regnskabspraksis og dokumentation for, at den offentlige støtte kun går til det formål, det er givet.

SF har kaldt økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille i samråd om sagen, fordi partiet frygter at regeringen forslag til arbejdsgruppen vil skade foreningslivet, hvis det bliver gennemført.

 

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]