
Regeringen vil undersøge muligheden for at forbyde en lang række kommunale aktiviteteter - blandt andet kommunal cykeludlejning. Her i Tårnby, hvor kommunens unge arbejdsløse låner cykler ud mod et depositum på 20 kroner. - Foto: Ritzau
Her vil regeringen begrænse kommunernes og regionernes aktiviteter
Regeringen har sendt en række konkrete forslag til forligspartierne bag aftalen om fair og lige konkurrence mellem det offentlige og private fra foråret. Læs detaljerne om de enkelte forslag her.
Udgivet: 10/08/2018
Regeringen sendte i slutningen af maj en række konkrete forslag til indskrænkning af kommunernes og regionernes aktiviteter på erhvervsområdet. Modtagerne var en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete forslag til forligskredsen bag forårets delaftale “om fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører”.
Regeringen tager dog forbehold for, “at afdækning af nærmere konsekvenser af forslagene, herunder f.eks. økonomiske konsekvenser, kan føre til justering af de foreslåede begrænsninger.”
Her er en punktvis gennemgang af de foreslåede begrænsninger, som senere skal forhandles med Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti.
Strammere regler for udlejning af ledige lokale
Kommunerne kan i dag udleje ledige kommunale lokaler på markedsvilkår, hvis der er tale om en ejendom, som kommunen i kortere eller længere tid ikke skal benytte til kommunale formål. Samtidig kan kommunen også udvide eller ombygge ejendommen efter lejers ønsker, hvis ændringerne vel at mærke kan bruges til senere kommunale formål.
Regeringen vil begrænse kommunerne på to væsentlige områder:
- At der sættes en tidsgrænse for, hvor længe kommunen må udleje en ejendom til f.eks. tre år inden skal sælges.
- At fjerne muligheden for at udvide eller ombygge ejendommen efter lejers ønsker.
Forbud mod salg af overkapacitet
Kommuner og regioner kan i dag sælge overkapacitet til andre myndigheder eller private og dermed varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale/regionale. Der må dog ikke være tale om en bevidst planlagt overkapacitet, som er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale/regionale.
Det vil regeringen i følge forslaget helt afskaffe bortset fra decideret overskudsproduktion – f.eks. fra et hospitalskøkken.
“En afskaffelse af adgangen til at sælge overkapacitet i produktionsapparatet vil muligvis kunne øge incitamentet til at sikre, at kapacitet i videre omfang er tilpasset behov,” hedder det i forslaget fra regeringen.
Forbud mod accessorisk virksomhed bortset fra cafe- og restaurationsdrift – og tvungen bortforpagtninger i foreninger med offentlig støtte
Kommunerne kan i dag i et meget begrænset omfang løse opgaver, der i princippet ikke er kommunale, men som har en nær og naturlig tilknytning til en lovlig kommunal aktivitet – kaldet accessoriske aktiviter. Det kan eksempelvis være driften af en cafe i tilknytning til en idrætshal. Kommunen er dog ifølge loven forpligtet til at bortforpagte accessoriske aktiviteter medmindre det er direkte umuligt.
Regeringen vil dels forbyde alle andre accessoriske aktiviteter end cafe- og restaurationsdrift.
Der ud over vil regeringen kræve, at alle foreninger, som får offentlig støtte skal bortforpagte deres accessoriske aktiviteter. Enkelte aktiviteter som salg af mad ved festivals og spejdernes kageslag vil dog blive undtaget. (se særskilt artikel)
Prisen for lokaleudleje til private sammenkomster skal hæves
Kommuner kan i dag mod betaling af omkostningerne stille kommunale lokaler, f.eks. forsamlingshuse, til rådighed for borgerne til sammenkomster af mere privat karakter.
Regeringen vil fortsat tillade den udlejning, men prisen skal i fremtiden hæves fra et beløb svarende til omkostningerne til en decideret markedspris.
Mulig begrænsning af blandt andet fitnessklubber og cykeludlejning
Kommunerne har ret vide beføjelser til at varetage opgaver indenfor kultur- og idrætsområdet. Kommunen kan både stille fysiske rammer og aktiviter til rådighed for borgerne som eksempelvis museer, teatre, musikhuse, kunstudstillinger, forlystelsesparker, zoo, revyer, svømmehal, fodboldbaner, badmintonanlæg osv. samt træningsaktiviteter, forestillinger etc. til rådighed for borgerne. Kommunen kan højst opkræve kostprisen herfor.
Kommunerne kan også finansiere og etablere sportsanlæg, multiarenaer etc. til brug for professionelle idræts- og kulturaktiviteter, som endvidere kan anvendes til andre større begivenheder. Hvis de udlejes til professionelle idrætsklubber, skal lejen dog svare til markedslejen.
Regeringen advarer mod at begrænse kommunernes aktiviteter indenfor kultur- og idrætsområdet, fordi det kunne begrænse borgernes adgang til kultur- og idrætsaktiviteter.
Regeringen vil dog begrænse kommunernes aktiviteter indenfor den del af fitnessområdet, som ikke handler om genoptræning og der ud over vil regeringen “undersøge mulighederne for at begrænse cykeludlejning samt andre tilfælde af konkurrerende kommunal opgavevaretagelse.”
Bearbejdning af bi-produkter og salg af know-how skal begrænses
Kommuner og regioner har ret til at sælge såkaldte pi-produkter, det vil sige produkter, der er “en naturlig, tilfældig og uundgåelig følge af kommunens/regionens lovlige virksomhed”.
Det skal kommunerne fortsat have lov til, men regeringen vil indskrænke kommunernes adgang på følgende områder:
- Kommunernes adgang til at bearbejde et bi-produkt – eksempelvis at skære træstammer op til gulvplanker. I fremtiden skal kommunerne ifølge regeringens forslag sælge bi-produkterne uforarbejdet.
- Salg af kommunal know how, som ikke udspringer af unik kommunal viden, fx om it-systemer eller produkter, som er udviklet af private til brug for markedet.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































