
Kommunerne skal aflevere penge til erhvervsfremme til nye fælles erhvervshuse
De kommunale erhvervsafdelinger vil miste bevillingerne til al klassisk rådgivning af virksomhederne og skal i fremtiden fokusere på at give virksomhederne den bedste service i relation til byggesager og andre kommune serviceopgaver.
Udgivet: 06/04/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Selv om kommunerne står som de klare vindere i dagens anbefalinger til en ændret erhvervsfremme, så skal kommunerne indstilles på besparelser i deres erhvervsafdelinger.
“Vi tænker jo også kommunerens penge ind i det her. Og det vil jo automatisk betyde, at hvis man flytter nogle penge et andet sted hen, så vil de blive tvunget til at skære på administrationen,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til NB-Økonomi. Han skal i de kommende måneder forsøge at skaffe et politisk flertal bag en aftale om erhvervsfremme.
Forklaringen er, at al lokalt/regionalt erhvervsfremme i fremtiden foreslås samles i regionale erhvervshuse styret af kommunerne og erhvervslivet. Det betyder, at kommunernes erhvervsafdelinger i fremtiden slet ikke skal beskæfige sig med rådgivning af virksomhederne i relation til eksempelvis eksport, forretningsudvidkling og teknologi.
Det handler om virksomhedernes succes ikke erhvervschefens
De nye erhvervshuse vil erstatte de nuværende regionale vækstfora, og dermed vil regionernes rolle i erhvervsfremmeindsatsen være elimineret bortset fra, at regionsrådet ifølge anbefalingerne skal udpege et bestyrelsesmedlem til de regionale erhvervshuse.
Kommunerne skal i fremtiden fokusere på det udvalget kalder 1:1 kontakter med virksomhederne som typisk vil handle om byggetilladelser, lokalplaner og beskæftigelsesforhold.
Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K) er ikke i tvivl om, at den omlægning til støde på modstand hos mange erhvervschefer i kommunerne.
“Men det er jo ikke erhvervschefens succes, som vi skal tilgodese, når vi taler om Danmark i vækst. Det er virksomhedens succes vi skal tale om. Virksomheden er jo bedst tjent med at komme derhen, hvor der sidder flest muligt med kompetencen til hjælp,” siger Henrik Rasmussen, der også er formand for Væksthus Hovestaden.
Formanden for det udvalg, som har analyseret den danske erhvervsfremme, Claus Juhl, anbefaler også mange kommuner til at beholde både erhvervschef og erhvervsråd.
“Masser af steder vil have brug for et erhvervsråd med en erhvervschef i spidsen til at holde dynamikken og til at sikre samarbejdet mellem kommunen og virksomhederne, som handler om langt mere end det, som vi har set på i rapporten,” siger han.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































