
Lolland frygter at ghettoplan presser udlændinge til udkantskommuner
Lolland Kommune kræver nye muligheder for at stoppe udlejning af faldefærdige huse til de flygtninge og indvandrere, som blive presset ud af boligområderne på ghettolisten.
Udgivet: 06/03/2018
Af Arne Ullum, [email protected]
Lollands borgmester frygter, at mange indvandrere fra hovedstaden vil søge ned mod de billige udlejningsboliger på Sydhavsøerne, når de i fremtiden ikke kan få adgang til de almene boliger i ghettoområderne i hovedstaden.
“Det almene boligmarked i hovedstadsområdet er jo fuldstændigt booket op. Det betyder, at de mennesker som nu får et nej til at bo i Mjølnerparken og Tingbjerg, og hvad der ellers er på ghettolisten, vil blive tvunget til at flytte ud af hovedstadsområdet for at finde en billig bolig,” siger Holger Schou Rasmussen (S), borgmester på Lolland.
Lolland Kommune har de seneste år ifølge kommunens egne opgørelser haft en nettotilflytning på omkring 200 borgere på offentlig forsørgelse. Nu frygter borgmesteren, at det tal vil stige yderligere.
“Det er jo forfærdeligt, hvis det sker. Vi har i dag formentligt den største koncentration af folk på overførselsindkomster pr. 1000 indbyggere, og så hjælper det jo ikke, at vi får flere, fordi vi ikke har en ghetto,” siger borgmesteren.
“Jeg kunne godt tænke mig, at ligesom regeringen nu laver en regel om, at folk på overførselsindkomst ikke kan få lov til at flytte ind i Mjølnerparken, så kan man også sige, at fordi der er så mange borgere på overførselsindkomst i Lolland, så kan man heller ikke få lov at flytte hertil, hvis man er på kontanthjælp.”
Vil have mulighed for at stoppe udlejning
Lolland har ifølge borgmesteren et særligt problem, fordi spekulanter opkøber faldefærdige huse på øen og udlejer dem via de sociale medier.
“Det ser jo godt ud, når de kommer ned og kigger på et hus i maj måned, hvor bøgen er sprunget ud og der er 20 grader. Så kommer oktober, og så går det helt galt, fordi huset koster 40.000 kroner om året i olie. Ofte dukker der også skimmelsvamp op, og så skal vi genhuse dem,” siger Holger Schou Rasmussen.
Han vil derfor have indført en regel om, at en kommunalbestyrelse i områder med mange af den slags spekulationsboliger kan indføre et særligt syn. Tanken er, at en ældre bolig kun kan udlejes, hvis den er forhåndsgodkendt af kommunen.
Det ville ifølge borgmesteren være et enkelt og effektivt værktøj, som ville sikre kommunen mod de mange sager med genhusning. Samtidig ville det sikre, at de dårligste huse blev solgt til kommunen og revet ned, fremfor at blive udlejet til samfundets svageste.
Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:18









































