Ballerup har givet tilskud til 10 flytninger ud af kommunen

Ballerup Kommune afviser social eksport. På knapt to år har kommunen givet tilskud til 10 borgere på overførselsindkomst, som ville flytte til en anden kommune.

Udgivet: 05/12/2017

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Af Arne Ullum, [email protected]

Ballerup Kommune har ifølge en redegørelse til kommunens økonomiudvalg siden første januar 2016 givet tilskud til ti sociale klienter, som er flyttet ud af kommunen.

Men kommunens administration afviser, at der er tale om social eksport, da alle flytninger til en anden kommune var “begrundet i egne ønsker i forhold til familie og tilhørsforhold eller skilsmisse mv.”.

Ballerup har modtaget kritik, fordi Lolland Kommune i et brev til KL omtalte syv sager om eksport af sociale klienter og heriblandt en konkret sag fra Ballerup med en psykisk syg bistandsklient, der ikke alene fik økonomisk støtte til flytningen, men også havde en mentor med til sit første besøg på jobcenteret i Maribo.

“Det er korrekt, at borgeren, som er omtalt og flyttet til Lolland, har fået bevilget indskud og flyttehjælp. Bevillingen er sket efter reglerne med en vurdering af boligmæssig forbedring, økonomisk vurdering og det er borgerens eget ønske at flytte ud på landet, hvor der er ro og fred,” hedder det i redegørelsen.

Den pågældende borger havde ifølge redegørelsen selv opsagt sit lejemål i Ballerup grundet larm, fordi den påvirkede hans psykiske tilstand.

Byrådet kan ikke blande sig

Ifølge redegørelsen har fraflytningskommunen pligt til at behandle en ansøgning om økonomisk hjælp til flytning, hvis tilflytningskommunen afviser flyttehjælp.

“Fraflytningskommunen kan ikke nægte at behandle sagen efter bestemmelserne i aktivloven, og Kommunalbestyrelsen vil således ikke kunne træffe en generel principbeslutning om IKKE at yde disse lån, endsige at fastsætte yderligere begrænsninger i retten til indskudslån,” hedder det i redegørelsen.

Samtidig påpeger embedsmændene, at kommunen ikke bare kan nægte et flyttetilskud.

“Når en borger ansøger, skal ansøgningen således behandles efter alle relevante bestemmelser. Hvis borgeren opfylder kriterierne for bevilling, kan der ikke træffes afgørelse om afslag, alene ud fra den betragtning, at borgeren flytter ud af kommunen,” påpeger embedsmændene.


Fakta: Her er embedsmændene omtale af de ti sager siden januar 2016

2 borgere, som var boligløse. En borger fandt værelse/bolig i hhv. København (studerende), – den anden borger i Egedal, og er flyttet videre til Nykøbing Mors.

1 sag, hvor borger er flyttet sammen med sin kæreste i Valby.

1 sag, hvor borger grundet samlivsophør har byttet sin bolig til anden i København.

1 sag, hvor borger grundet kontanthjælpsloftet ønskede at flytte til Bornholm, hvor borger havde sin omgangskreds

1 sag, hvor borger boede i tidsbegrænset lejemål i Ballerup og flyttede til Albertslund i ungdomsbolig, da borger er studerende

1 sag, hvor borger annullerede ansøgning og flyttede til Valby for egne midler

2 sager, hvor borgerne er stoppet uddannelse og flytter fra ungdomsbolig til almindelig lejemål i hhv. Hvidovre/privat lejemål i Ringsted

1 sag, hvor borger opsiger lejemål i Ballerup grundet larm, som påvirker psykisk tilstand, og efter eget ønske finder bolig på Lolland.

Det er korrekt, at borger, som er omtalt og flyttet til Lolland, har fået bevilget indskud og flyttehjælp. Bevillingen er sket efter reglerne med en vurdering af boligmæssig forbedring, økonomisk vurdering og det er borgerens eget ønske at flytte ud på landet, hvor der er ro og fred.

Der er ikke øvrige bevillinger til borgere i forbindelse med flytning fra Ballerup og således heller ikke i forhold til borgere, der måtte være flyttet til Lolland kommune.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]