Ny fejl i Skat udløser budgetkaos i kommunerne

Helt nye milliardfejl i skøn for kommunernes indtægt fra grundskyld udløser kaos i kommunernes budgetproces. Alt tyder på, at 14 kommuner pludseligt mister 428 mio., mens 84 kommuner vinder ialt 2,3 milliarder. Se tallene for alle kommuner her.

Udgivet: 31/08/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

En milliardfejl i Skatteministeriets hidtidige skøn for kommunernes indtægter fra grundskyld udløste sent i går eftermiddags kaos i mange kommuners budgetproces. Da et helt nyt og revideret skøn fra skatteministeriet landede hos de kommunale økonomichefer, blev tæppet i mange kommuner revet væk under de forudsætninger, som har dannet grundlaget for budgetarbejdet i kommunalbestyrelserne de seneste to måneder.

Ingen havde i aftes overblik over konsekvenserne af de nye skøn, fordi der ikke umiddelbart er fortilfælde for fejl i den størrelsesorden så sent i budgetprocessen.

Umiddelbart betyder de nye skøn, at 84 kommuner i 2024 får ekstra indtægter fra grundskyld på 2,3 milliarder kroner, og dermed er hele grundlaget for mange kommuners spareplaner i 2024 umiddelbart revet væk.

Mange fattige yderkommuner som eksempelvis Hjørring, Frederikshavn, Halsnæs og Gribskov står til at få så mange ekstra millioner i 2024, at kommunalbestyrelsen kunne vælge helt at droppe omfattende sparekataloger. Det vil dog være en meget kortsigtet disposition, for allerede i 2025 forsvinder de store ekstraindtægter, og dermed vil kommunerne blot skubbe sparekravet ind i næste år, hvor der så populært sagt skal spares dobbelt.

Men det kan give de berørte kommuner en svær kommunikationsopgave, at man gennemfører store besparelser samtidig med at kommunerne får et rekordstort overskud i 2024.

Derfor forsvinder de fleste af pengene i 2025

Forklaringen på, at de 84 kommuner får så mange ekstra penge i 2024, er, at tilskud og udligning for 2024 er beregnet på det tidligere og alt for lave skøn for grundskyld. Det betyder populært sagt, at kommunerne samlet får næsten 1,9 milliard kroner for meget i bloktilskud i 2024, ligesom de enkelte kommuner har betalt for lidt i udligning af deres indtægter fra grundskyld.

Ifølge et notat som KL udsendte i går forudsættes det ikke, at staten vil efterregulere hverken bloktilskud eller udligning.

"For så vidt angår 2024 er hverken udligning eller bloktilskud ændret som følge af de nye skøn for ejendomsskatten. De nye skøn har først konsekvenser fra og med 2025," hedder det i notatet fra KL.

Det er dog i skrivende stund uklart, om KL har fået en bekræftelse fra regeringen på, at man ikke vil forsøge at ændre tilskud og udligning for 2024. Det er dog værd at bemærke, at staten tidligere i forbindelse med en sag om fejl i grundlaget for udlændinges uddannelse meget konsekvent argumenterede for, at den udmeldte udligning er endelig, medmindre der er tale om åbenlyse fejl.

Landets førende udligningseksperter hos konsulentfirmaet Dataproces blev allerede i aftes kontaktet af flere kommuner, som søgte hjælp til at tolke tallene.

"Vi sidder lige nu og er i gang med at kigge de nye ejendomsvurderinger igennem. Umiddelbart lader det til at flytte en del rundt på kommunernes finansieringsgrundlag og tilføje 1,9 mia. kr. ekstra i skatteindtægt. Jeg har bedt vores jurister kigge lovgivningen igennem en ekstra gang, men det lader ikke til, at der for 2024 hverken foretages en regulering af bloktilskuddet eller udligningen vedrørende beskatningsgrundlaget for kommunerne," siger chefen for udvikling og udligning i Dataproces, Kasper Lund Nødgaard.

14 kommuner taber 428 millioner kroner

Mens de 84 vinderkommuner kan glæde sig over, at de ikke bliver udlignet af deres ekstra grundskyldsindtægter, så er det lige modsat for de 14 kommuner med tab. Her kommer kommunen umiddelbart til at bære hele tabet i 2024, mens de fra 2025 og fremefter vil blive kompenseret delvist for tabet via udligningssystemet.

De 14 kommuner taber samlet 428 millioner. Værst ser det ud for de store universitetsbyer, København lider alene et tab på 189,4 millioner kroner, mens Frederiksberg taber 33,4 millioner kroner.

Mange sommerhuskommuner er de store vindere

De største vindere skal findes blandt sommerhuskommunerne, hvilket ikke er overraskende, da det netop var de kommuner, som led store tab ved de skøn, som dannede grundlag for beregning af tilskud og udligning.

Sommerhuskommunerne får en særlig gevinst i 2024, fordi de først fik kompenseret en stor del af deres tab ved juni-skønnet gennem udligningen, og dernæst får lov til at beholde hele gevinsten ved det nye og formentligt mere korrekte skøn.

Modsat vil kommuner med tab opleve, at de selv skal bære hele tabet, fordi udligningen er låst fast på de forkerte skøn.

Stor usikkerhed om gevinst og tab

Selvom det nye skøn skulle være mere sikkert end det fejlbehæftede skøn fra juni, så er det stadig meget usikkert. Derfor er risikoen betydelig for, at kommunerne får store efterreguleringer, når de faktiske indtægter fra grundskylden i 2024 bliver gjort op.

Det er også grunden til, at flere økonomichefer NB-Økonomi talte med onsdag aften maner til besindighed og helst vil lægge en eventuel gevinst i kassen, så kommunens økonomi ikke vælter, hvis der kommer en ny ændring af skønnet for indtægterne fra grundskyld.

Sidst opdateret: 31/08/2023 - 10:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]