Forskellen mellem de bedst og dårligst stillede kommuner fortsætter med at stige. Det viser seneste opdatering af NB-Økonomis balanceindikator.

Forskellen mellem de bedst og dårligst stillede kommuner fortsætter med at stige. Det viser seneste opdatering af NB-Økonomis balanceindikator. - Foto: TV: NB-Medier (Arkivfoto) TH: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Forskellen mellem kommunerne fortsætter med at stige

Der bliver stadigt større forskel mellem de dårligst og bedst stillede kommuner i Danmark, viser ny opgørelse af NB-Økonomis balanceindikator, som er baseret på en lang række faktorer om befolkningen i landets kommuner.

Udgivet: 27/06/2023

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Der er markant forskel på befolkningssammensætningen i Vordingborg og Frederiksberg. Selvom det ikke umiddelbart er en større overraskelse, så fortsætter forskellen med at stige, og bare over de seneste to år er forskellen mellem de bedst og dårligst stillede kommuner steget markant.

Det viser en opdatering af NB-Økonomis balanceindikator, hvor vi på baggrund af en række faktorer vedrørende levevilkår, uddannelse, sociale forhold og økonomi har opgjort, hvor langt hver kommune ligger fra den landsgennemsnitlige kommune.

Opgørelsen ser på befolkningssammensætningen i hver kommune, og siger dermed ikke noget om, om kommunerne klarer sig godt eller dårligt, men i stedet hvilke rammevilkår, kommunerne har.

Sammenligner man opgørelsen med samme opgørelse fra 2021, så er forskellen mellem øverste og nederste decil, altså afstanden fra den 10. bedst stillede kommune til den 10. dårligst stillede kommune, vokset med omtrent otte procent.

Forskellen viser, hvor langt den 10. dårligst stillede kommune i gennemsnit ligger under den landsgennemsnitlige befolkningssammensætning, og hvor langt den 10. bedst stillede kommune ligger over den landsgennemsnitlige. Hvis eksempelvis den 10. dårligst stillede har en score på -20, og den 10. bedst stillede kommune har en score på +20, så vil afstanden være 40.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Udviklingen siden 2021 kommer oveni en lang periode, hvor afstandene mellem kommunerne i forvejen var steget markant. Ser man på data tilbage fra 2007, så viser tallene, at afstanden mellem de bedst og dårligst stillede kommuner er steget støt.

Det er både udtryk for, at kommunerne i toppen er blevet endnu bedre stillet, og at kommunerne i bunden er blevet endnu dårligere stillet. Dermed er den klare konklusion fra opgørelsen af balanceindikatoren, at de overordnede forskelle mellem landets kommuner fortsætter med at stige, og at det i stigende grad er hovedstadskommunerne, der har den bedst stillede befolkning, mens yderkommunerne har den dårligst stillede befolkning.

Som du kan se i nedenstående artikel, så er der dog nogle kommuner, der har formået at bryde tendensen, herunder en række vestjyske og sjællandske kommuner, der fortsat ligger på en relativt lav score på balanceindikatoren, men hvor de seneste års udvikling dog er positiv.

Læs også:
Se udviklingen i din kommunes balanceindikator de seneste to år

Dermed er det ikke alle kommuner under landsgennemsnittet, der bliver dårligere stillet, men den overordnede tendens er fortsat, at de kommunale forskelle fortsætter med at stige.

FAKTA - Sådan har vi gjort:

For 12 forskellige parametre har vi fundet, hvor meget parametrene afviger fra landsgennemsnittet i procent. Parametrene er vendt på den måde, så en positiv score altid er lig med det fordelagtige resultat. Statistikken og dens afvigelse fra landsgennemsnittet er for alle parametre opgjort i 2007, 2013, 2021 og på baggrund af den senest tilgængelige data. Det giver en individuel score for hver kommune på hvert parameter i hvert af årene.

Derefter har vi vægtet de 12 parametre i 4 underkategorier. Under hver underkategori har vi vægtet med udgangspunkt i en blanding af at prioritere de parametre, vi ved er de vigtigste (eksempelvis antallet af førtidspensionister og antallet af NEET-borgere), og samtidig også forsøgt at undgå, at nogle få parametre på grund af dataens natur bliver alt for dominerende.

Derfor har vi vægtet således:

Levevilkår:

– Middellevealder over 70 år (20 procent)

- Antal dømte personer per 1.000 15-79-årig (20 procent)

- Antal NEET-borgere pr. 1.000 16-24-årige borgere (60 procent)

Sociale forhold:

- Offentligt forsørgede uden SU-modtagere per 1.000 indbyggere, årligt gns. (40 procent)

- Antal anbragte børn pr. 1.000 0-22-årige (20 procent)

- Førtidspensionister pr. 100 17-64/66-årig (40 procent)

Uddannelse:

- Andel 25-64-årige med videregående uddannelse (40 procent)

- Andel 25-64-årige uden erhvervsuddannelse (50 procent)

- Antal biblioteksudlån per indbygger (10 procent)

Økonomi:

- Gennemsnitlig indkomst før skat for personer over 14 år (50 procent)

- Kr. pr. kv.m, parcel/rækkehuse, realiseret handelspris, årligt gennemsnit (20 procent)

- Statsgaranteret udskrivningsgrundlag pr. indbygger (30 procent)

Samlet score:

Det giver os en score på hver underkategori. Herefter har vi vægtet de fire underkategorier på følgende måde:

- Levevilkår (vægter 60 procent)

- Sociale forhold (Vægter 20 procent)

- Uddannelse (Vægter 10 procent)

- Økonomi (Vægter 10 procent)

Optimalt set ville vi have vægtet alle fire kategorier 25 procent, men vi har valgt den ovenstående vægtning på grund af statistikkernes natur. Eksempelvis svinger nogle parametre under økonomi med 400 procent, mens der på levevilkår er væsentligt mindre udsving. Derfor har vi forsøgt at vægte underkategorierne, så de alle får cirka lige stor betydning på resultatet.

Det giver os en samlet score for hver kommune, som vi har opgjort i 2007, 2013, 2021 og på baggrund af den senest tilgængelige data for hvert parameter. Den samlede score er den, der optræder i NB-Økonomis Balanceindikator.

Sådan er de enkelte parametre udregnet:

Her kan du se, hvor vi har hentet de forskellige data, hvilke år der indgår, og hvordan de er udregnet. Alle data er efter nedenstående metodebeskrivelse opgjort som afvigelse fra et vægtet landsgennemsnit i procent, der giver scoren for det enkelte parameter.

Middellevetid er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, HISBK. Her har vi hentet data for perioden 2003-2007, 2009-2013, 2016-2020 og 2018-2022. For den enkelte værdi har vi set på middellevealderen i antal leveår over 70 år.

Antal dømte personer er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, STRAFNA6. Her har vi hentet data for 2007, 2013, 2019 og 2021. Antal dømte personer i hver kommune er herefter udregnet per 1.000 15-79-årige i hver kommune i hvert af årene. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.

Antal NEET-borgere er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, NEET2. Her har vi hentet data for 2008 (findes ikke for 2007), 2013, 2018 og 2021. Antal NEET borgere i hver kommune er udregnet per 1.000 16-24 årig i hver kommune i hvert medregnet år. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.

Offentligt forsørgede uden SU-modtagere er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, AUK01. Her har vi hentet data for hvert kvartal i årene 2007, 2013, 2020 og 2022. Vi har medregnet alle typer offentlig forsørgelse undtagen SU-modtagere. Herefter har vi udregnet et årligt gennemsnit for hvert af årene. Antallet er udregnet per 1.000 indbyggere i kommunen hvert af årene. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.

Antal anbragte børn er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, ANBAAR12. Her har vi hentet data for 2011 (tidligst tilgængelige data), 2013, 2019 og 2022. Alle anbringelsestyper er medregnet i statistikken, og den er opdelt efter administrationskommune. Antal anbragte børn er udregnet per 1.000 0-22-årige i kommunen i hvert år. Her har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score.

Førtidspensionister pr. 100 17-64/66-årig, Andel 25-64-årige med videregående uddannelse, Andel 25-64-årige uden erhvervsuddannelse, Antal biblioteksudlån per indbygger og Statsgaranteret udskrivninggrundlag pr. indbygger er alle hentet fra Bolig- og Indenrigsministeriets Kommunale Nøgletal. Alle data er hentet for 2007, 2013, 2019 og 2021. Seneste data på antal førtidspensionister er dog ikke hentet for 2021 men i stedet 2022, og statsgaranteret udskrivningsgrundlag pr. indbygger er hentet for 2023 i stedet for 2021.

For antal førtidspensionister har vi vendt værdien om, så et højt tal giver en negativ score. Vi har ikke behandlet dataene yderligere for nogle af parametrene fra de kommunale nøgletal.

Gennemsnitlig indkomst før skat for personer over 14 år er hentet fra Danmarks Statistiks Statistikbank, INDKP101. Her har vi medregnet alle typer personlig indkomst, og aktiegevinster, pensionsafkast osv. er dermed også indregnet. Dataen er hentet for 2007, 2013, 2019 og 2021.

Kr. pr. kv.m, parcel/rækkehuse, realiseret handelspris, årligt gennemsnit er hentet fra Finans Danmark Realkreditrådets Boligmarkedsstatistik. Her har vi hentet data for samtlige måneder af 2007, 2013, 2020 og 2022. På den baggrund har vi beregnet et årligt gennemsnit for hvert år.

Få adgang til alle beregninger, kort og tabeller med NB-Data.

Opdag NB Økonomis fulde datasæt

Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 28/06/2023 - 13:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]