Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Uklar aftale om ekstra penge til dagtilbud

Kommunerne vil få 500 millioner kroner udbetalt som tilskud uden ansøgning til at løfte normeringerne i dagtilbud. Hvis ikke pengene bruges til formålet, skal de betales tilbage - eller skal de?

Udgivet: 18/02/2020

Uffe Gardel

Journalist

Del artiklen:

En vis uklarhed præger den udmøntningsaftale, som regeringen og dens støttepartier mandag indgik om ekstra penge til personale i daginstitutionerne.

Med finanslovsforliget blev der afsat 500 millioner kroner i år til gradvist at indføre minimumsnormeringer , og den nye aftale skal beskrive, konkret hvordan pengene fordeles.

Det vil de blive i forhold til antallet af 0-5-årige i kommunerne, og for at spare tid, så kommunerne hurtigt kan komme i gang med at ansætte personale, vil tilskuddet simpelthen blive udbetalt uden ansøgning. Kommunerne kan dog vælge at sende pengene retur.

Det fremgår af det materiale, Børne- og Undervisningsministeriet har offentliggjort, at kommunerne skal dokumentere, at de har brugt deres tilskud til at ansætte mere personale; ellers skal de betale tilskuddet tilbage.

Men så ikke helt alligevel. For kommunerne har nemlig lov at ændre politiske prioriteringer; de skal bare bekræfte, at denne ændring ikke har spor med tilskuddet at gøre.

Omprioritering OK

”Der stilles krav om revisorpåtegnet regnskab for kommunernes anvendelse af midlerne, hvor det dokumenteres, at kommunerne har anvendt tilskuddet i overensstemmelse med formålene”, står der i det offentliggjorte materiale, og det lyder jo rimeligt og forståeligt: Tilskuddet skal bruges til det, som tilskuddet er beregnet til.

Men så fortsætter teksten:

”Kommunerne skal endvidere som led i aflæggelsen af det revisionspåtegnede regnskab bekræfte, at tilskuddet er lagt oven i det vedtagne budget for 2020, og at en eventuel budgetmæssig omprioritering på dagtilbudsområdet ikke skyldes det tildelte tilskud. Opfølgningen medfører dog ikke en fastlåsning af hverken kommunernes budget- eller regnskabsniveau på dagtilbudsområdet, som derfor vil kunne reguleres, som følge af fx faldende/stigende børnetal og/eller lokale politiske prioriteringer.”

Altså: En kommune må alligevel gerne fastsætte sine udgifter på området til noget mindre end budgettal plus tilskud.

”Vi vil gerne sikre, at pengene bruges, hvor det er tilsigtet,” siger den socialdemokratiske børneordfører, Kasper Sand Kjær.

”Men da det er en tildelingspulje, har vi ikke juridisk mulighed for at lægge bindinger på anvendelsen. Derfor siger vi, at hvis en kommune laver en budgetregulering, så skal kommunen godtgøre, at det ikke handler om at bruge tilskuddet på andet end dagtilbud.”

Revisor skal påtegne

En anden uklarhed er selve det revisorpåtegnede regnskab, der kræves.

NB-Økonomi har søgt svar i ministeriet på, om der faktisk kræves et særskilt regnskab, eller en sætning i revisionspåtegningen på kommunens sædvanlige årsregnskab vil række.

Udmøntningsaftalen gælder kun tilskuddet for indeværende år. Til næste år vil man på ny skulle aftale, hvordan årets tilskud til kommunerne skal fordeles og anvendes, siger Kasper Sand Kjær.

I finanslovsaftalen for 2020 aftalte partierne, at man vil indfase minimumsnormeringer med ekstra penge til kommunerne, nemlig 500 millioner kroner i år, 600 millioner kroner i 2021, 800 millioner kroner i 2022 1,2 milliarder kroner i 2023, 1,4 milliarder kroner i 2024 og 1,6 milliarder kroner i 2025 – ”så kommunerne løbende øger normeringerne frem mod ikrafttrædelse af lovkravet”, som der står i aftaleteksten.

Med mandagens udmøntningsaftale har man delvist løst det problem, at selv om udmøntningen sker meget hurtigt, vil kommunerne ikke kunne nå at ansætte personale for et helt år. Hvis kommunerne vælger allerede nu at hæve normeringerne svarende til 2021-tilskuddet på 600 millioner kroner, vil de kunne nå at bruge størstedelen af 2020-tilskuddet, forudsat at de omgående går i gang med at nyansætte. Til gengæld vil borgerne så ikke opleve nogen serviceforbedring fra 2020 til 2021.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:26

Emner: Daginstitution, Minimumsnormeringer

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]