Hvis økonomiaftalen for 2023 kun giver kommunerne et serviceløft, der svarer til det demografiske træk, vil det være den mest sparsommelige økonomiaftale siden aftalen for 2018.

Det viser en historisk gennemgang af økonomiaftalerne siden 2010 - korrigeret for det demografiske træk.

Regeringen og finansminister Nicolai Wammen (S) har flere gange varslet, at kommunerne ikke skal forvente et stort serviceløft i den kommende økonomiaftale for 2023. Begrundelsen har også støtte i fakta, som er, at der stort set ikke er noget økonomisk råderum tilbage, når regeringen har indfriet sit løfte om dækning af det demografiske pres.

Men regeringen har forpligtet sig på at dække kommunernes ekstraudgifter til demografi mange gange, og derfor er det svært at forestille sig, at serviceløftet bliver lavere end de 1,25 -1,35 milliarder kroner, som kommunernes demografiske træk udgør i 2023.

Hvis aftalen ender på et reelt nul i serviceløft, når man korrigerer for det demografiske træk, så skal man tilbage til VLAK-regeringen, for at finde sidste gang kommunerne ikke fik et realløft i serviceudgifterne. I 2018 skulle kommunerne spare omtrent 450 millioner kroner, når man korrigerer for den demografiske udvikling.

Selv VLAK-regeringens sidste økonomiaftale for 2019 gav kommunerne et reelt serviceløft korrigeret for demografi på 450 millioner kroner.

(Artiklen fortsætter under grafen)

Hvis man kigger lidt længere tilbage, så var det i mange år kutymen, at kommunerne har skullet finde reelle besparelser i serviceudgifterne. Hårdest stod det til under den S-ledede Thorning regering særligt i 2013 og 2014, hvor kommunerne skulle spare henholdsvis 2,7 og knap tre milliarder kroner, når der også skulle være penge til at dække demografien.

Men også efter de stramme spareaftaler fra Thornings regering indeholdt de første tre aftaler under Løkkes anden regeringsperiode at kommunerne skulle spare i serviceudgifterne.

Faktisk var 2019 første gang siden sanktionssystemet blev indført, at kommunerne fik et serviceløft (VLAK-regeringens sidste aftale), når man korrigerer for demografi. Dermed er det historisk set ikke nogen usædvanlig situation kommunerne står i, hvis der ikke kommer et serviceløft i økonomiaftalen for 2023.

Et interessant mønster i udviklingen er desuden, at den siddende regeringens sidste økonomiaftale inden et valgår for de seneste tre regeringer har været mere gavmild end de forudgående. Det ser man både i økonomiaftalen for 2011, 2015 og 2019.

Den logik ville tilsige, at Nicolai Wammen ville udvide kommunernes serviceudgifter for 2023, men det er der altså ikke noget, der tyder på med tanke på både finansministerens udmeldinger og størrelsen på råderummet.