Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udstedte løfter for 2-3 milliarder kroner, men spørgsmålet er om hendes udmelding har dækning i Finansministeriet. Det skriver NB-Mediers chefredaktør Arne Ullum i denne analyse.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udstedte løfter for 2-3 milliarder kroner, men spørgsmålet er om hendes udmelding har dækning i Finansministeriet. Det skriver NB-Mediers chefredaktør Arne Ullum i denne analyse. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Analyse: Ministers løfter kan koste mellem to og tre milliarder kroner

Prisen, for de løfter børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, har udstedt, kan blive mellem to og tre milliarder kroner. KL vil dog afvente og se, om ministerens store løfter har opbakning i Finansministeriet.

Udgivet: 01/04/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Alt peger på, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er i direkte konflikt med finansministeren i spørgsmålet om håndteringen af de ukrainske flygtningebørn og især hvilket udgiftsniveau, som kommunerne kan forvente.

Konflikten blev udløst, da ministeren forrige fredag (25. marts) på et pressemøde gjorde det klart, at der er meget begrænsede muligheder for at skabe pladser i daginstitutioner og skoler ved at indskrive de ukrainske børn i de eksisterende klasser eller stuer i daginstitutionerne.

"Det giver sig selv, at taler vi om de her proportioner - de her størrelser, så vil det ikke være en opgave, man umiddelbart kan løse inden for den normale ramme. Det er svært at se for sig. At man eksempelvis har en klasse med 21 elever - som er gennemsnittet i Danmark - at man så fylder op med 7 ukrainske børn," lød det fra undervisningsministeren, som derfor vil have oprettet særlige modtageklasser i næsten alle kommuner.

Derefter toppede hun udmeldingen ved dels at understrege, at "vi tilstræber naturligvis den højeste standard" for de nye modtageklasser, dels ved at understrege, at det er endnu mere udfordrende at placere børn på de eksisterende stuer i daginstitutionerne.

Da skrev ministeren en check på tre-fire milliarder kroner

Umiddelbart kan udmeldingen fra undervisningsministeren lyde harmløs, men når substansen oversættes til hårde økonomiske facts, så udskrev ministeren i princippet en check på mellem to og tre milliarder kroner, hvis hendes ord står til troende og er udtryk for regeringens politik.

For at forstå den dramatiske effekt, så skal man se på de to tilgange til at udregne kommunernes udgifter til daginstitutioner og folkeskoler for de ukrainske flygtningebørn.

Den ene - som typisk vil være Finansministeriets udgangspunkt - er, at mange kommuner har ledige pladser i daginstitutionerne eller skoleklasserne, og at de ukrainske flygtningebørn derfor oftest ikke udløser ekstra udgifter.

Logikken er, at blot fordi antallet af elever i en skoleklasse stiger fra eksempelvis 17 til 24, så stiger hverken udgiften til lærerens løn, varme eller rengøring.

Følger man den logik, så skal kommunerne lidt firkantet sagt kun have eksempelvis en tredjedel takst for de ekstra børn, hvis man antager, at to tredjedele kan lægges ind i de eksisterende daginstitutioner, stuer eller skoleklasser. Dermed vil den gennemsnitlige udgift pr. ukrainske barn være omkring 1/3 af den gennemsnitlige folkeskole takst på 53.367 kroner i 2022 - altså cirka 20.000 kroner.

Med børne- og undervisningsministerens udtalelser, så vil kommunernes synspunkt være, at staten skal betale den gennemsnitlige udgift til en elev i en modtageklasse. Og med ministerens løfte om at der skal oprettes modtageklasser af den "den højeste standard", så kan klassekvotienten højest være 10 elever mod de gennemsnitlige 21 i en folkeskole. Dermed vil udgiften være markant højere end til en gennemsnitlig folkeskoleelev.

Et simpelt skøn vil derfor være, at hvert barn udløser udgifter, som er omkring det dobbelte af den normale folkeskole takst på 53.367 kroner i 2022 - altså cirka 100.000 kroner.

Følger man den logik, så er forskellen cirka 80.000 kroner pr. ukrainske barn i skolealderen og formentligt noget mindre for børnehavebørnene.

Hvis man sætter forskellen mellem Finansministeriets traditionelle udgangspunkt om at udnytte de eksisterende ressourcer og børne- og undervisningsministerens løfte til cirka 60.000 kroner pr. barn, så vil forskellen ved de forventede cirka 40.000 børn være 2,4 milliarder kroner.

KL afventer udmelding fra regeringens top

KL's formand Martin Damm siger til NB-Økonomi, at KL ikke har regnet på ministerens løfter, men at ekstraudgiften vil være et "meget stort tal".

"Vi drøfter det her under ét med regeringen, og det er ikke sikkert, at det her bliver den endelige løsning," siger Martin Damm om udmeldingen fra børne- og undervisningsministeren. "Vi drøfter med finansministeriet, om regeringen mener det (som børne og undervisningsministeren meldte ud fredag red.)".

Martin Damm hæfter sig i den sammenhæng ved, at statsministeren ifølge ham har udtalt, at det bliver bøvlet, og at det bliver en kæmpe opgave, og at det kommer til at gribe ind i den offentlige service, som vi også får.

"Jeg er meget enig med statsministeren i den her sag," siger Martin Damm.

Når KL ikke griber chancen for at holde fast i børne- og undervisningsministerens store løfter for derigennem at sikre sig ekstra penge ved økonomiforhandlingerne, så handler det angiveligt også om, at selv hvis regeringen bevilgede de mange penge, så ville det være helt uoverkommeligt at skaffe alt det personale, som det kræver at opfylde børne- og undervisningsministerens løfter.

Sidst opdateret: 01/04/2022 - 12:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]