Mange kommuner oplever for tiden en ekstraordinært høj stigning i antallet af førtidspensionister og seniorpensionister. Og selvom det blot er halvandet år siden en bred forligskreds i Folketinget vedtog en reform af den kommunale udligning, så kommer udligningssystemet ikke de nødtlidte kommuner til undsætning. Det skyldes, at systemet ikke er gearet til at fange udviklingen. Forstå her hvorfor.

Kommuner får kun refunderet 20 procent

For både førtidspension og seniorpension gælder det, at det er kommunerne der både administrer og betaler ydelsen til borgeren. Den første måned får kommunen refunderet 80 procent af udgifterne, og derefter falder refusionssatsen gradvist indtil efter et år, hvor kommunen kun får 20 procent af udgiften refunderet.

Det er samme refusionstrappe som for dagpenge og kontanthjælp, hvor meningen er, at den faldende refusionssats skal give kommunerne et stigende incitament til at hjælpe en arbejdsløs med at komme i job.

Men for seniorpension og førtidspension vil det i overvejende grad blot betyde, at kommunerne afholder 80 procent af udgifterne til ydelsen, mens staten afholder 20 procent. Det betyder, at kommunerne i overvejende grad afholder udgiften til førtidspension, samtidig med at kommunens skatteindtægt og arbejdskraft vil falde når folk går på en af de tidlige tilbagetrækningsordninger.

Staten dækker kommunernes samlede udgifter - men ikke den enkelte kommunes

Selvom staten egentlig dækker kommunernes stigende udgifter til førtidspension én til én, så er det ikke ens betydende med, at den enkelte kommune får sine udgifter dækket.

Det skyldes først og fremmest, at staten dækker kommunernes udgifter over bloktilskuddet, som alene fordeler pengene efter kommunens indbyggertal. Sidenhen er det op til udligningssystemet at afgøre, hvor pengene lander.

Pengene fordeles efter bloktilskuddet. Det betyder, at hvis der er to kommuner med lige mange indbyggere, og Kommune A har en stigende udgift til førtidspension på 1.000.000 kroner, og Kommune B har en stigende udgift på 3.000.000 kr., så får kommunerne tilsammen 4.000.000 kr. i ekstra statsligt tilskud. Her får kommunerne så 2.000.000 kr. hver. Dermed har Kommune A en overfinansiering på en million kroner, mens Kommune B har en tilsvarende underfinansiering på en million.

Udligningssystemet kommer ikke til undsætning

Herefter går pengene ind i det generelle udligningssystem, og her er der ikke nødvendigvis hjælp at hente for de kommuner, der har en stor ekstraudgift til tidlig tilbagetrækning.

Udligningssystemet er bygget op af en indtægtsside og en udgiftsside. Når borgere går på førtidspension eller seniorpension, så flytter det ikke nødvendigvis ved kommunernes indtægter. Hvis det gør, så vil det typisk sænke kommunens skatteindtægter, og fordi der ikke er fuld udligning på indtægtssiden, men maksimalt 95 procent udligning, så vil det alt andet lige føre til et samlet fald i skatteindtægt samt udligning af indtægter.

I stedet må kommunerne sætte sin lid til, at udgiftsiden fanger forskellene. Og godt nok må man formode, at det aldersbestemte udgiftsbehov for især de 60-64-årige og til dels de 65-74-årige vil stige i takt med at flere i gruppen kommer på førtidspension eller seniorpension, men igen vil det ikke skelne mellem, om den 63-årige er på tidlig tilbagetrækning eller i beskæftigelse.

Derfor vil kriteriet ikke nødvendigvis falde ud til fordel for de kommuner, der har mange på tidlige tilbagetrækningsordninger.

Socioøkonomiske kriterier ikke skræddersyet

I de socioøkonomiske udgiftsbehov er der heller ikke noget kriterie, der er skræddersyet til at fange hverken førtidspensionister eller seniorpensionister. Godt nok er der flere kriterier, der delvist kan fange i hvilke kommuner, der er mange der vil have en tilbøjelighed til at være på førtidspension, såsom uddannelseskriteriet og kriteriet om almene boliger.

Men fordi en ufaglært går fra et job med lav indkomst til førtidspension eller seniorpension, så vil det ikke ændre på en kommunes kriteriehits.

Samtidig vil de to beskæftigelseskriterier ikke fange væksten i personer på tidlig tilbagetrækning. Det ene kriterie - 20-59-årige uden beskæftigelse over 5 pct. - fanger netop ikke de mange +60-årige på seniorpension og førtidspension. Det andet - kriteriet for regional ledighed - er kun for forsikrede ledige, og det vil dermed ikke fange førtidspensionister eller seniorpensionister.

Dertil kommer, at kriteriet om lav indkomst i tre ud af fire år kun kommer kommunerne til hjælp i meget begrænset grad. Først og fremmest er det først efter tre år med en borger på førtidspension, at det udløser et kriteriehit, og derudover gælder kriteriet kun til og med 64-årige. Dermed vil den store vækst i førtidspensionister og seniorpensionister blandt de 65-67-årige ikke fanges af kriteriet.

Hvis en borger eksempelvis går på førtidspension som 61-årig, så er det først som 64-årige (tre år senere), at borgeren kan udløse tilskuddet, og så vil tilskuddet frafalde igen året efter, når borgeren er for gammel til at indgå i kriteriet.

Men selv i et scenarie, hvor man forestiller sig, at de socioøkonomiske udgiftsbehov var retvisende for antallet af førtidspensionister og seniorpensionister, så fordeler de kun 33 procent af kommuners udgiftsbehov, og de resterende 67 procent som fordeles efter aldersbestemt udgiftsbehov vil kommunen ikke få dækning for.

Særtilskud er låst

I forbindelse med udligningsreformen indførte man en række særtilskud, som blandt andet skulle hjælpe de kommuner, der har mange førtidspensionister. Her blev man enige om et niveau, som var rimeligt i 2020, og låste puljerne som et fast tilskud i forhold til behovet i 2020.

Men når der så sker en stigning i antallet af førtidspensionister i de kommuner, som er afhængige af særtilskud, så rammes de af, at tilskuddene er låst. For selvom fordelingen måske var rimelig i 2020, så vil puljerne ikke have samme dækningsgrad, når de kommuner har stigende udgifter som følge af flere seniorpensionister og førtidspensionister.

Uanset hvordan man vender og drejer det, vil resultatet være, at de kommuner, der oplever en stigning i antallet af førtidspensionister og seniorpensionister over landsgennemsnittet vil få et tab, mens kommuner med en stigning i antallet under landsgennemsnittet vil få en gevinst.