FOA's forbundsformand Mona Strib kræver, at regeringen giver kommunerne lov til at hæve servicerammen i 2021 med de 2,7 milliarder kroner, som ikke er blevet brugt i 2020.

FOA's forbundsformand Mona Strib kræver, at regeringen giver kommunerne lov til at hæve servicerammen i 2021 med de 2,7 milliarder kroner, som ikke er blevet brugt i 2020. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Fagforbund: Kommuner skal skubbe uforbrugte servicemilliarder til 2021 og 2022

Kommunerne skal have mulighed for at rulle de 2,7 uforbrugte servicermiliarder ind i 2021, lyder kravet fra to store fagforbund.

Udgivet: 16/03/2021

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

To af de store offentlige fagforbund, FOA og BUPL kræver, at regeringen skal give kommunerne lov til at skubbe den ikke forbrugte serviceramme på cirka 2,7 milliarder kroner ind i 2021. Det skal give kommunerne mulighed for at bruge de sparede penge på bedre kommunal service, uden at de bliver straffet af regeringen.

"De her penge er helt nødvendige at få ud på plejecentrene, hjemmeplejedistrikterne og dagtilbuddene, hvis vi bare skal sikre det nuværende serviceniveau for landets børn, syge og ældre borgere. Derfor er det altafgørende, at kommunerne får lov at bruge de penge, de ikke brugte i 2020 i 2021," siger Mona Strib, der er forbundsformand for FOA.

Samme krav kommer fra BUPL.

”De penge, der nu står indefrosset i kommunekassen, skal ud og gøre en forskel for børnene. Det var intentionen fra start. Derfor opfordrer vi regeringen til at give grønt lys, så kommunerne i år kan løfte servicerammen og dermed sikre, at de mange millioner kommer ud og gør en reel forskel på grøn stue,” siger Lars Søgaard Jensen, medlem af BUPL’s forretningsudvalg.

Fagforbund frygter efterslæb

Kommunerne har de seneste år fået markant løft af deres serviceramme, men Mona Strib afviser, at kommunerne simpelthen har fået flere penge, end de har brug for.

"Vi har endnu til gode at se en overgenerøs kommuneaftale – det er næppe derfor, midlerne fra 2020 ikke er brugt – der er nok snarere tale om overforsigtige kommuner," siger hun. "Jeg er ærligt talt chokeret over, at der er så massivt et underforbrug på netop daginstitutionerne efter et år med corona, der har krævet mere rengøring og mere personale i landets vuggestuer og børnehaver."

BUPL frygter, at coronakrisen har efterladt et stort efterslæb, som kommunerne nu skal igang med at reparere på.”Mange børn og unge kæmper med et efterslæb på trivslen i kølvandet på corona-nedlukningen. Derfor er det afgørende, at vi styrker den pædagogiske indsats, så vi kan skabe trygge rammer og høj trivsel hos vores børn og unge i både daginstitutioner, fritidstilbud og skoler,” siger Lars Søgaard Jensen.

KL: Giv os friere rammer i 2021

Hos KL siger næstformand Martin Damm (V), at det vil være fint, "at kommunerne får friere rammer i 2021, som også vil ende med at være et meget specielt år, på grund af corona."

Til gengæld er han mere tilbageholdende med at svare på, om kommunerne også vil have mulighed for at rulle serviceramme ind i 2022, hvis kommunerne på grund af corona også kommer ud af 2021 med et mindreforbrug.

"Hvordan økonomien ser ud i 2022 er noget vi skal drøfte med regeringen til økonomiforhandlingerne - og derfor vil jeg ikke kommentere på det nu," siger Martin Damm.

KL's tøven over for at rulle uforbrugt serviceramme ind i 2022 kan - som du kan læse i en analyse her på NB-Økonomi - hænge sammen med, at det vil give regeringen mulighed for at erstatte et varigt løft af servicerammen med et engangsløft - og så vil kommunerne stå med et problem i 2023.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]