Her i rapsmarkerne udenfor Holbæk er der masser af plads, hvor børnefamilierne kan boltre sig. Ifølge borgmestrene i både Holbæk og Stevns Kommuner er der flere, der skifter tilværelsen i en 2-værelses lejlighed på stenbroen ud med mere luft og natur.

Her i rapsmarkerne udenfor Holbæk er der masser af plads, hvor børnefamilierne kan boltre sig. Ifølge borgmestrene i både Holbæk og Stevns Kommuner er der flere, der skifter tilværelsen i en 2-værelses lejlighed på stenbroen ud med mere luft og natur. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Borgmestre: Derfor flytter folk til vores kommune

Borgmestrene i Stevns og Holbæk Kommuner giver her deres bud på, hvorfor de oplever stigende tilflytning i en corona-tid. Mere luft og lavere boligpriser er en del af forklaringen.

Udgivet: 17/11/2020

Peter Risager

Journalist

Del artiklen:

Flere end nogensinde før flytter fra København, og flere af kommunerne rundt om København såsom Stevns, Holbæk, Køge og Frederikssund oplever en stigende tilflytning.

Særligt i 2020 har der under coronapandemien været en stigende fraflytning fra København, og en eksplosiv vækst i tilflytningen i de omkringliggende kommuner.

Det er positivt nyt for borgmestrene i kommunerne rundt om hovedstaden, og i Stevns Kommune ser borgmester, Anette Mortensen (V) positivt på de mange tilflytninger:

"Vi har masser af plads, så folk skal være velkomne", siger borgmesteren til NB-Økonomi.

Netop mere plads, mere ro og mere luft i hverdagen ser borgmesteren som en af de centrale forklaringer på, at folk i stigende grad flytter til Stevns Kommune.

"Det kan være en familie, der gerne vil ud og have lidt mere ro på og lidt mere luft. Vi ser unge Københavnske familier, der skal til at stifte familie, og gerne vil ud af byen", siger Anette Mortensen.

Generelt er det især børnefamilierne, som Stevns-borgmesteren ser flytte til kommunen.

"Det er primært børnefamilierne. Vi ser et flyttemønster, hvor når du er ung, så flytter du ud af kommunen, og når du så skal til at stifte familie, så rykker du tilbage igen", siger Anette Mortensen.

Læs også:
Corona-effekt? Flere end nogensinde før flytter fra København

Flere til landsbyerne

Og det er ikke kun hovedbyerne folk flytter til. Borgmesteren ser også Københavnske familier, der flytter til de små landsbyer i Stevns Kommune. Tilflytningen kommer ifølge Anette Mortensen blandt andet af, at man har forsøgt at gøre landsbyerne mere attraktive.

"Vi prøver på at gøre vores landsbyer attraktive. Vi vil rigtig gerne have, at folk flytter ud i landsbyerne. Der har vi både noget landsbyforum og mere fokus på at få forskønnet vores landsbyer".

Hun peger desuden på, at de lave boligpriser kan betyde, at man har plads i budgettet til et mere fleksibelt arbejdsliv, hvor eksempelvis den ene forælder kan arbejde på deltid og få mere tid til familien.

Fodbold i haven i Holbæk

I Holbæk Kommune kan borgmester, Christina Krzyrosiak Hansen (S) nikke genkendende til tendensen med, at flere folk i stigende grad søger væk fra hovedstaden.

"Vi har i år, men også de senere år kunnet mærke, at flere og flere vælger Holbæk", siger Christina Krzyrosiak Hansen

"Det er børnefamilier, som kommer fra København, der rigtig gerne vil have mere plads at boltre sig på. (...) Man vil gerne have et hus med en have, hvor man kan spille fodbold ude på græsset", siger hun.

Hun mener dog ikke kun det er børnefamilierne, der i stigende grad vælger at flytte til Holbæk Kommune.

"Det er også den ældre befolkning, som måske er færdig på arbejdsmarkedet og gerne vil ud og have frisk natur."

Og hun er ikke i tvivl om, hvad der er den helt store tiltrækningsmagnet for særligt de borgere, der flytter fra København til Holbæk Kommune:

"Det de søger, det er åndehuller. Det er steder, hvor der er højt til loftet, og hvor der er natur. (...) Der er flere der har nævnt, når de flytter hertil, at vandet og den frie natur tiltrækker dem," siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Corona har forstærket tendensen

Hun mener dog ikke kun det er en corona-tendens at folk flytter væk fra København, men at corona nærmere har forstærket en tendens, der i forvejen var på vej:

"Jeg tror det er en tendens, der var startet inden corona, men som er blevet forstærket under corona. Jeg har i flere år oplevet, at eksempelvis børnefamilier fra København er flyttet til Holbæk fordi de får mere for deres penge, det ligger i rigtig fin afstand til København hvis man skal arbejde der, og så er der et godt foreningsliv, mere natur og mere plads at boltre sig på", siger borgmesteren i Holbæk Kommune.

Hun medgiver dog, at corona har haft en forstærkende effekt.

"Her under corona, hvor vores arbejdsliv på mange måder er blevet vendt på hovedet, er det pludselig blevet mere relevant at flytte til provinsen, fordi mange kan arbejde hjemme, og så er det mere interessant at have noget natur omkring sig"

"Så jeg er helt sikker på, at corona har en effekt, men det er en effekt ovenpå en tendens, som vi så allerede inden corona," siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Sidst opdateret: 29/01/2022 - 04:33

Emner: Demografi

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]