Nicolai Bechfeldt står uden for første budgetaftale i sin tid som borgmester.

Nicolai Bechfeldt står uden for første budgetaftale i sin tid som borgmester. - Foto: Ebbe Forup

Budget 2027

Budgetaftale uden om borgmester: "Ødelæggende" millionoverskridelse på service

I Furesø Kommune har fem partier indgået en budgetaftale uden om Venstre-borgmester.

Udgivet: 03/09/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

De fem partier S, SF, EL, K og R i Furesø har indgået en budgetaftale udenom borgmesterpartiet, Venstre. Partierne kan skabe et stort flertal med samlet 16 ud af 21 mandater i byrådet.

Det skriver Sjællandske Nyheder, hvor det fremgår, at flere af partierne i konstitueringen dermed er gået uden om borgmester Nicolai Bechfeldt, som står overfor den første budgetlægning som borgmester.

Konstitueringen, der består af V, S, EL, SF, LA og DF er altså opdelt i budgetforhandlingerne, hvor de røde er gået sammen med R og K, mens V, LA og DF står udenfor.

Borgmesteren kalder partiernes 'sigtelinjer' "helt ved siden af skiven i forhold til, hvad der er økonomisk bæredygtigt."

"En tocifret millionoverskridelse af servicerammen og en tilsvarende tocifret statslig millionstraf, mener jeg vil være ødelæggende for Furesø både på den korte og lange bane," skriver Nicolai Bechfeldt i et opslag på Facebook.

"Samlet set må jeg også sige, at sigtelinjerne ser en anelse røde ud. Dokumentet kunne tyde på, at nogle af mine borgerlige kollegaer i byrådet ikke har kunnet modstå fristelsen for et ”tak for sidst” og er kommet til at skrive under på noget, som hverken er specielt borgerligt eller økonomisk ansvarligt," langer han ud efter partierne i aftalen.

Der er tale om en foreløbig principaftale, hvorfor det præcise indhold ikke er offentliggjort, og der kan fortsat komme ændringer.

I Socialdemokratiet er man tilfreds med aftalen, som skal drøftes på et åbent borgermøde d. 9. september.

"I Socialdemokratiet er vi meget glade for, at det er lykkedes os at samle en bred kreds af partier om en aftale, der sætter en positiv retning for Furesø. Vi kan ikke spare os til en bedre kommune. Vi er nødt til at investere, så borgerne oplever en bedre service, og så vi kan forebygge udgiftsstigninger på de store velfærdsområder," siger Socialdemokratiets gruppeformand, Bettina Ugelvig, i en pressemeddelelse til Frederiksborg Amts Avis.

Sidst opdateret: 04/09/2026 - 13:31

Temaer: Budget 2027

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]