- Foto: Datawrapper

Konkurrenceudsættelse: De bedste kommuner på et område kan være de dårligste på et andet

En gennemgang af alle kommunale hovedkonti viser markante forskelle i kommunernes brug af private leverandører. Nogle kommuner topper ét sted og bunder et andet.

Udgivet: 23/03/2026

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Lív Bentsdóttir Zachariasen

Journalistpraktikant

Del artiklen:

Ser man på den samlede konkurrenceudsættelse i kommunerne, tegner der sig et billede af nærmest stilstand over de seneste ti år samlet set. Det skriver DI om i dag i en analyse.

Fik du læst?

10 års stilstand: Næsten ingen udvikling i kommunernes konkurrenceudsættelse

Men går man et spadestik dybere ned i tallene og fordeler konkurrenceudsættelsen på hovedkonti, bliver billedet langt mere nuanceret.

En gennemgang af hovedkonti 0, 2, 3, 4, 5 og 6 viser, at der langt fra er tale om de samme kommuner, der ligger i top – eller bund – på tværs af områder. (Hovedkonti 1 - forsyningsvirksomhed medtages ikke her)

Sådan defineres kommunernes opgaveområder

Konkurrenceudsættelsen kan opdeles efter kommunernes opgaveområder i henhold til hovedkonti i den kommunale kontoplan. Nedenfor gives en oversigt over de udbudsegnede opgaver på de enkelte områder.

  • Byudvikling (hovedkonto 0)
    Omfatter primært tekniske opgaver som naturbeskyttelse, kirkegårde, redningsberedskab og faste ejendomme. De største poster er blandt andet stadioner og fritidsanlæg, grønne områder, boliger til flygtninge og miljøtilsyn.

  • Forsyningsvirksomhed (hovedkonto 1)
    Ikke relevant i denne sammenhæng.

  • Trafik og infrastruktur (hovedkonto 2)
    Består af tekniske opgaver som kollektiv trafik, havne og kommunale veje. Centrale poster er vintertjeneste, vejvedligeholdelse, busdrift, parkering og driftsbygninger.

  • Undervisning og kultur (hovedkonto 3)
    Omfatter folkeskoler, ungdomsuddannelser og kultur. De største poster er drift og administration af skoler, biblioteker og museer. De udbudsegnede opgaver er primært støttefunktioner som rengøring og ejendomsservice – ikke selve undervisningen.

  • Sundhed (hovedkonto 4)
    Dækker kommunale sundhedsudgifter som genoptræning, tandpleje og sundhedsfremme.

  • Sociale opgaver (hovedkonto 5)
    Omfatter blandt andet aktivering, dagtilbud, ældrepleje samt tilbud til udlændinge og borgere med særlige behov.

  • Administration (hovedkonto 6)
    Består primært af støttefunktioner i den centrale administration.

Konkurrenceudsættelsen kommunerne imellem varierer fra omkring 20 til 40 pct., hvilket jo alt andet lige peger på et yderligere potentiale for øget offentlig-privat samarbejde.

Potentialet skal dog ses i sammenhæng med, hvor store de enkelte opgaveområder er økonomisk.

De sociale opgaver – herunder dagtilbud og ældrepleje (hovedkonto 5) – udgør knap 60 pct. af de samlede kommunale budgetter, samtidig med at konkurrenceudsættelsen her er relativt lav (27,1 pct.). Selv mindre stigninger på dette område vil derfor have stor betydning målt i kroner og øre. En stigning i konkurrenceudsættelsen på hovedkonto 5 vil have væsentlig større effekt end en tilsvarende stigning på hovedkonto 2.

Store forskelle på byudvikling, bolig og infrastruktur

På hovedkonto 0 (byudvikling, bolig- og miljøforanstaltninger) er der meget store forskelle.

Billund, Esbjerg og Solrød ligger helt i toppen med andele omkring eller over 65-70 procent, mens kommuner som Rebild, Tårnby og Glostrup ligger helt nede omkring 15-20 procent.

Det peger på, at der på de tekniske områder stadig er betydelig variation – og dermed også et potentiale for forskelle i organisering og prioritering.

På hovedkonto 2 (transport og infrastruktur) er forskellene endnu større. Her ligger kommuner som Holstebro, Tønder og Helsingør helt oppe omkring 90-95 procent, mens Bornholm og Slagelse ligger helt nede omkring 20 procent.

Det er klassiske områder, hvor mange opgaver kan konkurrenceudsættes – men tallene viser, at det langt fra er alle kommuner, der gør det i samme omfang.

Undervisning og sundhed splitter billedet

På hovedkonto 3 (undervisning og kultur) ligger kommuner som Assens, Holbæk og Hørsholm i toppen med over 40 procent, mens Tårnby, Fredericia og Rødovre ligger markant lavere.

På hovedkonto 4 (sundhedsområdet) er variationen også betydelig.

Gribskov ligger markant højere end alle andre med over 50 procent, mens kommuner som Horsens, Roskilde og Hillerød ligger helt nede under 10 procent.

Det understreger, at organiseringen – og i nogle tilfælde brugen af private tilbud – kan have meget stor betydning for den samlede konkurrenceudsættelse på området.

Sociale opgaver flytter mest – og skaber skævheder

På hovedkonto 5 (sociale opgaver og beskæftigelse m.v.) topper Gribskov, Jammerbugt og Brønderslev, mens blandt andre Aarhus, Randers og Bornholm ligger i bunden.

Netop her begynder et mønster at tegne sig: Kommuner med høj konkurrenceudsættelse på socialområdet er ikke nødvendigvis dem, der ligger højt på andre områder.

Brønderslev er et godt eksempel. Kommunen ligger i top på hovedkonto 5, men er samtidig blandt de laveste på hovedkonto 6.

Det peger på, at især de tunge velfærdsområder kan trække en kommune markant op – eller ned – i de samlede opgørelser.

Administration har få gengangere

På hovedkonto 6 (fællesudgifter og administration m.v.) er forskellene mindre, men stadig tydelige. Guldborgsund, Hørsholm og Kolding ligger i toppen, mens blandt andre Fredensborg og Ballerup ligger i bunden.

Ser man på tværs af alle hovedkonti, er der relativt få kommuner, der konsekvent ligger i top eller bund.

Gribskov er en af de få kommuner, der går igen i toppen – både på sundhedsområdet og socialområdet. Omvendt optræder Glostrup flere gange i bunden.

Men hovedbilledet er, at kommunerne placerer sig meget forskelligt afhængigt af område.

Det peger på, at konkurrenceudsættelse i høj grad er et politisk og administrativt valg, der træffes område for område – snarere end en samlet strategi for hele kommunen.

Ikke én rangliste – men mange

Samlet set viser gennemgangen, at der ikke findes én samlet rangliste over “de bedste” og “de dårligste” kommuner. I stedet er der tale om seks forskellige virkeligheder. En kommune kan ligge helt i top på det ene område og samtidig være blandt de laveste på et andet. Og så skal man huske at hovedkonto 5 er mere 'værd' end de øvrige.

Det er med til at forklare, hvorfor den samlede konkurrenceudsættelse på landsplan kan stå stille – selv om der lokalt sker betydelige forskydninger mellem områder. Og det peger samtidig på, at debatten om konkurrenceudsættelse bliver forsimplet, hvis man alene ser på ét samlet tal.

Se kort herunder for de enkelte hovedkonti:

Sidst opdateret: 23/03/2026 - 14:10

Emner: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]