Kommunen er netop kommet med et bredt budgetforlig, hvor der er afsat 700.000 kroner til en analyse af fordele og ulemper ved et samarbejde overfor en kommunesammenlægning med Tårnby.

Kommunen er netop kommet med et bredt budgetforlig, hvor der er afsat 700.000 kroner til en analyse af fordele og ulemper ved et samarbejde overfor en kommunesammenlægning med Tårnby. - Foto: Dragør Kommune

Dragør-budget: Analyse skal klarlægge fordele ved sammenlægning med nabokommune

En lokalliste har fået afsat 700.000 kroner til en analyse af fordele ved en kommunesammenlægning.

Udgivet: 10/09/2025

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

Dragør Kommune sætter 700.000 kroner af i budgettet for 2026 til at undersøge, hvilke fordele der vil være ved at blive lagt sammen med naboerne i Tårnby Kommune.

Analysen skal også belyse fordele ved tværkommunalt samarbejde, understreger borgmesteren som sammen med flertallet i byrådet er imod en sammenlægning.

"Det er ikke en analyse, der kun handler om kommunesammenlægningen. Der er ikke et flertal i kommunalbestyrelsen, og mit parti går slet ikke ind for en kommunesammenlægning," siger borgmester Kenneth Gøtterup (K) til NB-Kommune og fortsætter:

"Vi er en selvstændig kommune i dag, og jeg mener, at tværkommunalt samarbejde, som vi i forvejen har med Tårnby, det fortsat er den rigtige vej at gå."

Selvom kommunen samarbejder tæt med Tårnby i forvejen, ser borgmesteren ikke et scenarie, hvor han vil bakke op om en sammenlægning.

"Så længe vi kan klare os selv, så vil vi jo gerne have demokratiet tæt på borgerne. Vi oplever at borgerne generelt har en stor tilknytning i Dragør, så jeg ser ingen grund til, at vi begynder at røre ved det. Jeg kan ikke forestille mig, at den analyse kan ændre min holdning på det," siger han.

Kenneth Gøtterup understreger, at han er tilfreds med det brede budgetforlig, og at analysen nu skal klarlægge fordele ved en potentiel kommunesammenlægning, men også ved det tværkommunale samarbejde.

"Jeg synes, det er en ret modig vedtagelse, vi tager, fordi det her viser jo også den politiske modighed i vores budgetaftale, at vi med helt modsatrettede perspektiver, der ikke burde kunne enes, går sammen om et budgetforlig, samtidig med at vi har respekten om at prøve at skabe et grundlag for at kvalificere vores respektive synspunkter på området," afslutter han med henvisning til, at analysen både vil klarlægge fordele og ulemper ved henholdvis sammenlægning og øget tværkommunalt samarbejde.

Sydamagerlisten bag forslaget

Det er Flemming Blønd fra Sydamagerlisten, der, som det eneste mandat, bakker op om en kommunesammenlægning.

Han begrunder det med, at Dragør er den mindste landkommune, hvilket gør at økonomien er presset, og at man bruger uforholdsvis mange ressourcer på blandt andet administration.

"Det er simpelthen dyrt at være en lille kommune. Det gør os både økonomisk- og fagligt sårbare," siger han til NB-Kommune og fortsætter:

"Vi bruger simpelthen uforholdsmæssigt mange penge på bureaukrati, og vi vil meget hellere bruge penge på velfærd. Vi tror på, at vi kan nøjes med ét rådhus her på Sydamager. Derfor vil vi gerne have en forståelsesanalyse, så man kan vurdere, hvilke fordele og ulemper der kan være forbundet med en kommunesammenlægning, inden vi foretager os videre. Så det er jo ligesom for at kvalificere debatten og kunne navigere på et oplyst grundlag."

Flemming Blønd havde det som krav, at hvis han skulle være med i årets budgetforlig, så skulle der afsættes penge til analysen.

"Nu har vi diskuteret i flere år, så måske tænker de øvrige, at så lad os da i det mindste få det opklaret. Og så vil de jo gerne have et bredt forlig, hvor vi er med. Så slipper de jo for, at vi går og bider dem i haserne de næste to år," siger han.

Bredt budgetforlig

Pengene skal gå til en analyse af økonomisk bæredygtighed og stordriftsfordele, faglig bæredygtighed, demokrati og politisk lederskab og identitet og lokalt tilhørsforhold.

"Det er aftalt, at der foretages en ekstern analyse, som belyser ulemper og fordele ved kommunesammenlægning med Tårnby versus tværkommunalt samarbejde. En analyse som foreslået, vil derfor ikke medføre en kommunesammenlægning, men vil kunne medvirke til at få klarlagt de reelle økonomiske, faglige og organisatoriske vilkår for kommunen. Dermed kan analysen kvalificere begge perspektiver i debatten," står der i budgettet.

Det var den 8. september, der blev indgået en to-årig budgetaftale i Dragør.

Aftalen er indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Sydamagerlisten, der udgør 12 ud af 15 mandater i kommunalbestyrelsen.

PDF åbnes i et nyt vindue

Budget 2026 i Dragør Kommune

Vi samler budgetforligene i takt med, at de falder på plads. Du kan finde dem her: https://www.nb-kommune.dk/temaer/budget-2026

Sidst opdateret: 29/09/2025 - 14:58

Temaer: Budget 2026

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]