Så mange ledige kommer i beskæftigelse i din kommune
I nogle kommuner kommer dobbelt så mange arbejdsløse i beskæftigelse fra et kvartal til et andet som i andre. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 24/11/2023
Mens næsten halvdelen af de borgere, som i 2022 var arbejdsløse i Vejen Kommune ved udgangen af et kvartal, allerede var i beskæftigelse igen ved udgangen af det næste kvartal, så var det kun lidt over hver fjerde i Ishøj Kommune. Det viser den nye statistik for borgernes skift af socioøkonomisk status fra Danmarks Statistik.
Statistikken giver et klart billede af, at kommunernes udfordring med ledighed er meget forskellig. De store forskelle skyldes en lang række forhold som eks. styrken af det lokale arbejdsmarked, borgernes uddannelse og iver efter at komme i job og naturligvis hvor god kommunens beskæftigelsesindsats virker.
Det har stor betydning for kommunens økonomi, hvor hurtigt de ledige kommer i job. Allerede efter fire ugers ledighed falder statens refusion af dagpenge eller kontanthjælpsudgiften fra 80 til 40 procent, og efter et år er den helt nede på 20 procent.
Hvis du klikker på kortet, kan du se et vægtet gennemsnit fra 2022 af, hvilken status en borger, som var ledig den sidste dag i et kvartal, havde på den sidste dag i det følgende kvartal. En person, som har skiftet status fra ledig til beskæftiget, kan altså have haft alt fra to dage til seks måneders ledighed.
Sådan har vi gjort: Ud fra tabellen FLOW2 i Statistikbanken har vi trukket data for, hvilken status de ledige på den sidste dag i et kvartal havde den sidste dag i det følgende kvartal. Vi har taget et vægtet gennemsnit for overgangen fra 1 til 2. kvartal, 2. til 3. kvartal og 3. til 4. kvartal. Hvis du klikker på de enkelte kommuner, så kan du se hvor stor en andel af de ledige, som var kommet i beskæftigelse, fortsat var arbejdsløse, havde forladt arbejdsmarkedet og endeligt hvor stor en andel, som enten var flyttet ud af kommunen eller var afgået ved døden.
Sidst opdateret: 28/11/2023 - 11:30
Emner: Ledighed





































